Vinsmagning til fordel for SOS Børnebyerne

Vinsmagning til fordel for SOS Børnebyerne
Fredag 7. marst kan man kombinere hjælp til Zanzibar med smagning af spændende vine fra Sydafrika. Foto: Lars Just

FREDERIKSSUND: Turen går til Sydafrika fredag 7. marts 2025 kl. 19, hvor SOS Børnebyernes frivilliggruppe i Frederikssund inviterer til vinsmagning.

Det foregår på Lundebjerggård, Lundevej 48, 3600 Frederikssund. Flemming Toft fra ”Vinspecialisten Toft Vin” tager deltagerne med på en spændende vinrundtur, hvor der skal smages på otte vine fra forskellige områder af Western CAPE i Sydafrika.

Der vil både være vin med bobler, tre hvidvine og fire rødvine. Til vinen vil der blive serveret lækker tapas. Vinene vil blive serveret i unikke SOS Børnebyerne Vinglas, som lokalgruppen har fået fremstillet til lejligheden.

Der vil være to glas ved hver kuvert og deltagerne er velkommen til at tage dem med hjem til minde om en forhåbentlig herlig aften.

Det koster 350 kroner per person at deltage. For hver solgt billet går der 100 kroner til SOS Børnebyernes arbejde med at skabe en tryg tilværelse for forældreløse og udsatte børn på Zanzibar.

Der bliver afholdt et amerikansk lotteri med dejlige vinpræmier, og der bliver også mulighed for at købe en række vine med hjem til gunstige priser.

Stort behov for hjælp

Tilmelding (+18) sker ved at skrive til sosbornebyernefrederikssund@gmail.com med navn, mobilnummer og antal pladser. Så modtager man en anmodning om betaling på MobilPay.

Tilmeldingsfristen er 28. februar. Der er 60 pladser, så det er først til mølle.

Der er et stort behov for hjælp på Zanzibar. Der mangler både en stabil økonomi, uddannelse, sundhed og trygge rammer og mange børn og deres familier lever et udsat liv med fattigdom og sociale problemer.

SOS Børnebyernes frivillighedgrupper i Danmark samler ind for at forbedre levevilkår for børn, unge og deres familier på Zanzibar. De indsamlede midler går til tre indsatser: Socialt forebyggende arbejde med udsatte familier, bedre uddannelse af og støtte til plejefamilier og til Zanzibars børneby, hvor godt 60 børn bor i mindre familielignende grupper.

SOS Børnebyerne

Andre artikler fra denne uge

Matilda-effekten


FREDERIKSSUND: Kvinders forskning, som mænd tog æren for er nu blevet til teater under titlen “Matilda-effekten”. Forestillingen kan ses lørdag

Læs mere »