Læserbrev
Af Susanne Bettina
Jørgensen
Frederikssund Byråd (A)
Omsider vil der være mulighed for selvtræning i Skibby. I budgetaftalen 2025-28 afsatte vi i byrådet 70.000kr., så der i lighed med Lundebjerggård, Tolleruphøjs åbne dagcenter og Mødestedet Parkvej også kan tilbydes selvtræning i Skibby. Træningen vil foregå i træningslokalerne ved Nordhøj. De afsatte midler skal bruges til et låsesystem, så brugerne selv kan låse sig ind ved hjælp af en brik.
Et kommunalt selvtræningstilbud må ikke være i konkurrence med private tilbud som fx fitnesscentre. Derfor vil der ske en form for visitering til selvtræningen. Hvis man er i stand til at benytte et fitnesscenter, så skal man fortsat benytte det. Mange borgere – det kan fx være nogle, der har afsluttet et genoptræningsforløb, borgere med førtidspension, borgere med psykiatriske diagnoser eller psykisk sårbarhed – kan af helbredsmæssige årsager ikke kan benytte et almindeligt fitnesscenter. Derfor er det virkelig godt, at selvtræningen nu også bliver en realitet i Skibby.
Træningsfaciliteterne har vi, da selvtræningen vil foregå i genoptræningslokalerne, hvor der er masser af træningsudstyr. Selvtræningen kan foregå på hverdag kl. 16-21 og i weekender kl. 8-21. Tiderne er lagt, så det ikke ligger over i den almindelige genoptræning. Man bliver introduceret til træningsudstyret af en fysioterapeut, så man får mest muligt ud af selvtræningen og undgår skader i forkert brug.
På udvalgsmødet i Omsorg og Ældre den 6. februar får vi en orientering om selvtræningstilbuddet, og her forventer jeg også at en dato for opstart bliver sat, så der kan komme gang i træningen.