I Skibbys gader ser man et udbredt netværk af skibby’ere, der kender hinanden rigtig, rigtig godt og hver dag udveksler informationer og holdninger til stort og småt i den lokale debat.
Det pudsige er, at folk i dette netværk langt fra altid kender hinandens navne. For det er deres hunde, der bringer dem sammen på lufteturene i gade¬net¬tet og i hundeskoven. Og hundenes navne er kendt i hele netværket!
En god hund – ja, det vil sige alle hunde i Skibby – har sine yndlinge, og det er for det meste dem, der har ekstra godbidder i lommen til turene rundt i al slags vejr.
Selv har jeg ikke hund, men som tiden er gået, er også jeg nået til at komme på ”hilsen” med en del af de faste hundeluftere i nabolaget. Og en sjælden gang er der da også en af hundene, der har forvildet sin ind i min have, om end aldrig uden en meget ivrigt søgende ejer lige i nærheden. Dette til forskel fra de 3-4 katte, der hver for sig bruger haven – kattene ser sig selv som haveejere – i deres forgæves jagt på fuglene.
Min far, Finn Skov, var også ivrig jæger, og mine forældre fik jagthunden Dinna, samtidig med at de fik mig! Det var en ruhåret hønsehund, og det siges, at Dinna og jeg delte kødben gennem kravlegårdens tremmer de første somre af vores liv, men det kan jeg selvfølgelig hverken be- eller afkræfte. Kun husker jeg, at jeg som lille barn og senere altid var 100 % tryg ved denne hund, som ellers var en veludviklet vagthund og gik for at være en hund, der skulle respekteres. Og hvem ved? Måske er det ved at vokse op som jævn¬aldrende med en hundehvalp, at man får den gode respekt for hunde.
Dinna løb frit omkring i byen i 1960’erne, som også andre hunde gjorde dengang. Det betød, fortæller min mor Anni, at der til tider kom ikke just appetitlige ”ting og sager” med hjem fra Damgårdens mødding på den anden side af hovedgaden. Nu er ikke bare de løsgående hunde forsvundet lige som møddingerne – også selve Damgår¬den [Hovedgaden 7] forsvandt for mange år siden, om end gadenavnet ”Damgårdsvej” holder mindet i live.
En anden af byens hunde hed ”Chang”. Det var en stor og flot dalmatiner, der boede på Røgerupvej. Den kom en gang i mellem på ”officielt” besøg, altså sammen med sin ejer, men dukkede også sommertider op på egen hånd, hvorefter der blev ringet om afhentning. Chang var en hanhund, og når Dinna var i løbetid, var han jo ikke den eneste, der forsøgte at holde sig til.
Og lige så idyllisk det kan lyde, at hunde levede frit i Skibby og ikke blev luftet i snor, så var konsekvensen jo desværre, at Dinna blev kørt over omkring 1970, og far måtte aflive hende. Han begravende Dinna uden ceremoni, men respektfuldt i Koholms Mose, hvor han ejede en lod, og hvor hun så mange gange havde været med på jagt.
Dinna havde nået i en sen alder at få hvalpe (på en naturlig måde og uden for stamtavle), men den hvalp, vi beholdt, havde desværre en medfødt sygdom, så det også efter (dyre) behandlinger var mest dyrevenligt at aflive den.
Vores næste hund var en sort labrador, der blev opkaldt efter den nævnte Chang – og først mange år senere indså jeg, at dette hundenavn ikke er kinesisk, men kommer fra det franske ord for hund: ”Chien”.
Belært af trafik-risikoen blev vores Chang opdraget til ikke at kunne springe over hegnet rundt om vores have. I praksis havde den sagtens kunnet klare de 80-90 cm, men på det rigtige tidspunkt havde han fået de ”in¬struktioner” (læs: dask og skideballe), der fjernede lysten til at springe. Og det var ikke fordi han ikke ville ud. Hvis en dør eller en låge var åben, gik der kun få sekunder, før Chang var smuttet.
Men til hverdag kunne vi lade Chang selv komme ind og ud ved at lade havedøren stod åben i den lunere del af året – det var før, man låste hver gang, man tog hjemmefra. Og i en snæver vending kunne vi også efterlade ham ude, hvis det ikke var alt for koldt og ikke alt for længe.
Dette medførte, at han aldrig lærte at gå i snor, og jeg har gennem en barndom med hunde aldrig haft hundelufter-pligter. Men at hunden er menneskets bedste ven, er jeg helt med på også uden af være med i Skibbys hunde¬lufter-netværk.
