Læserbrev
Af Inge Messerschmidt gruppeformand og spidskandidat Frederikssund byråd.
Det er godt nok noget rod, det der sker mht børnetal og kapacitet i børnehusene. Jeg ved ikke, hvad der sker, når det den ene dag er Kroghøj, der skal lukke, og nogle dage efter skal den ikke lukke alligevel!
Jeg er ikke medlem af udvalget “børn familie og forebyggelse”, men jeg har i tidligere perioder været medlem af “uddannelsesudvalget”, der havde med 0-18 års området at gøre.
Dengang var der også faldende børnetal. Dengang blev der også lukket børnehuse.
Men vi tog udgangspunkt i de børnehuse, der havde ledige pladser, og dermed ikke havde nogen venteliste. Vi tog udgangspunkt i belægningsgraden. Hvor manglede der børn, og hvor viste prognosen, at der ikke ville komme flere børn foreløbig.
Vi tog ikke udgangspunkt i CO2. Vi tog ikke udgangspunkt i det samlede vedligeholdelsesbehov ud fra gamle tal og flere år frem.
Måske et godt udgangspunkt altid at bruge den samme udregningsmetode, når vi beregner pladser i kommunens børnehuse.
Det er jo useriøst at ændre med få måneders mellemrum..
Og useriøst ikke at informere os politikere, der ikke sidder i udvalget om ændringen, når vi skal være med til at tage stilling til, om der skal lukkes børnehuse eller ej.
Alt det samtidig med at ny daginstitution er på vej i Vinge. Det sænker jo ikke kapaciteten. Tværtimod.
Men vi lukker i den ene ende af kommunen, og bygger i den anden!”