Det kom lidt bag på mig – men nu er 2025 i gang.

Det kom lidt bag på mig – men nu er 2025 i gang.

Så blev det forbavsende hurtigt igen Klumme tid for mig. Det kom lidt bag på mig – men jeg er også kommet snublende ind i 2025.

Har allerede glemt 2 fødselsdage – mest fordi jeg ikke havde ført kalenderen ”up to date”, men også fordi jeg er lidt ved siden af mig selv.

Efter en vellykket gråstær operation fik jeg problemer med en hævet nethinde i begge øjne, og det bevirker, at jeg godt kan se langt, men ikke f.eks. læse og se ting nær mig klart. ØV – mig som elsker at læse. Men det betyder også, at jeg temmelig tit gætter, hvad der står, i stedet for at svinge luppen op for øjet og få helt styr på, HVAD der egentlig står.

Men 2025 er jo kommet godt i gang. Der har været mange gode begivenheder – f.eks Kaffeklubben i Skuldelevs 10 års fødselsdag (som jeg ikke missede). Tænk at disse arbejdsomme værter mandag efter mandag har bagt og brygget kaffe og skabt et hyggeligt rum for fællesskab for op til 47 mennesker!

Jeg hører jo til seniormiljøet, og søndag den 19. januar fik jeg en oplevelse af de større. Normalt ser jeg ikke mange børnefamilier ud over min egne 3 børns familier, men denne søndag havde jeg fået til opgave etablere en bod i Skuldelev Hallen, for der var ”Åben Hal”. Det ville jeg da rigtig gerne, og så kom oplevelsen: Over 200 glade børn og forældre indtog vores lyse, smukke hal, og kastede sig ud i alskens lege og sport.

Det var så stor en fornøjelse og glæde, at se alt det liv udfolde sig for fuld kraft blandt børnene og deres forældre.

”Åben hal” startede så vidt jeg ved med rundbold på banerne ved Skuldelev Skole i sommerhalvåret, men de aktive forældre tænkte: Hvorfor ikke gøre det hele året, og sådan blev der ved deres energi, iderigdom og lyst til at kombinere leg, sport og fællesskab og ikke mindst åbenhed :

ALLE ER VELKOMNE
Er det ikke skønt at tænke på, at i Skuldelev er der udover en sportsklub med badminton, håndbold og håndboldfitness, gymnastik og fodbold + leg og fællesskab for alle, Kaffeklub for seniorer, Brugsen arrangerer maddage for børnefamilier, og så er der faktisk en Herreklub (som tager ud og oplever noget sammen) og en strikkeklub (som samlede ca. 50 en lørdag, hvor de strikkende fik en god historie).

Selv er jeg formand for Skuldelev-Selsø Multikulturforening, som afholder koncerter, foredrag, motionsløb, bankospil og meget andet. I slutningen af februar holder vi en stor koncert, hvor der også kan danses – medlemmerne i foreningen fik førsteret til at købe, og så var der 10 billetter til åbent salg. Der skal jo være en fordel ved at være medlem! Udsolgt efter 1 dag på Facebook.

Så der skal danses og synges med, det bliver en dejlig aften, når GAS & VAND indtager scenen.

Men tilbage til de aktive forældre, der arrangerer ”Åben Hal”. En af forældrene havde nemlig fået den fantastiske ide, at søge Frederikssund Kommune om tilskud til en cirkusforestilling med workshops bagefter, så børnene kunne lære cirkus-kunstnerier.

Så der var fri leg, cirkusforestilling og bagefter var der gang i at lære tricks. Det skulle være endt kl. 13 – men da jeg gik fra hallen ved 14 tiden var de stadigvæk i gang.

Kan man andet end blive glad i låget? Der er noget fuldstændigt skønt for en ”senior” at se det væld af børn og voksne, der leger og hygger sig sammen.

Jeg er faktisk glad og stolt over at bo i et område med så mange aktive og arbejdsomme mennesker.

Til lykke til os

Andre artikler fra denne uge

Musik mellem fjordene


Musik mellem Fjordene åbner sæson 2025 med to kvindlige kunstnere. JÆGERSPRIS: Fredag 14. februar byder Musik mellem Fjordene igen på

Læs mere »