Læserbrev
Af Jørgen Bech,
Venstre
En forældregruppe i Skibby forsøger at oprette et dagtilbud i Tumlebo. Det giver loven dem ret til. Ligesom de andre private tilbud i kommunen, kan et privat Tumlebo gavne rigtig mange børn.
I min optik bør man støtte sådanne forældreinitiativer, netop fordi de med deres engagement kan skabe nogle andre og måske bedre rammer for børnene.
Susanne Betina Jørgensen, Socialdemokratiets næstformand i børneudvalget kritiserer her i avisen bl.a. undertegnede for ”ikke at holde en budgetaftale” samt spørger ”hvordan løser vi så vores problem med for mange pladser?”
Til det første er svaret, at det er noget sludder. Den kommunale budgetaftale forhindrer ikke forældre – inden for lovgivningen – opretter et privat tilbud. Så hvordan min støtte til forældrene skulle betyde at jeg bryder en budgetaftale, må hun selv forklare. Påstanden giver ingen mening.
Til det andet er svaret enkelt: Der står ingen steder at børn skal tvinges ind i en kommunal institution, blot fordi der er ledige pladser!
Det passer måske bedst ind i Susanne Betina Jørgensens excel ark, med alle kommunale dagtilbudspladser fyldt helt op. Det ser jeg dog ikke som et mål i sig selv. Det må trods alt være vigtigere at både private og kommunale dagtilbud har den rette kvalitet og trivsel for børnene.
Det skal også nævnes at børneudvalget har øget antallet af pladser i Savannen udover det huset blev bygget til, og at man også har medregnet kapacitet fra de endnu ikke opførte børnehuse i Vinge.
Grundlæggende handler spørgsmålet om hvilken slags kommune vi ønsker. Skal alt være social-kommunalt og uden valgmuligheder?
Det er ikke den kommune, jeg ønsker mig. Frivillighed, valgmuligheder og engagement. Det er det, som jeg ønsker at støtte.
Jeg vil omvendt spørge Susanne Betina Jørgensen om hvorfor hun ikke i stedet bruger sin tid på aktivt at støtte op om forældrenes engagement og muligheder?