Læserbrev
Af Michael Tøgersen,
borgmesterkandidat (LA)
Over det seneste år har vi tilført byggesagsbehandlingen over 40% ekstra ressourcer, men der er fortsat ikke tilfredsstillende med ressourcer, og sådan vil det formentlig fortsætte indtil engang i 2026, hvor lokalplanlægningen af DSB-værkstedet kan afsluttes.
Et lokalplansarbejde, som Socialdemokratiet og Venstre m.fl. har sat i gang, selvom flere af partierne ikke endeligt har gjort op med sig selv, hvad de stemmer en gang i 2026.
Et lokalplansarbejde, som i tilfælde af endelig beslutning vil spille hasard med hele vores offensive bosætningsstrategi, som vi er så uhyggelig afhængige af at realisere, da vi i Frederikssund Kommune bl.a. har ekstraordinært mange ældre, som allerede nu i mange sammenhænge får en uværdig sidste tid, fordi der ikke er ressourcer nok, og vores ansatte på plejehjem mm. kæmper en hård kamp.
Vores velfærd i fremtiden er afhængig af at lykkes med at tiltrække flere borgere. Det gælder på skole-, ældre-, det specialiserede-, daginstitutions- mm. og det på et tidspunkt, hvor vi har et efterslæb på en halv milliard på vedligehold. Det er uansvarlig ledelse og uforståelig prioritering af vores byråd.
Vi har i 2024 afsluttet et større arbejde, hvor vi har inddraget en masse borgere for at sætte fokus på at udvikle vores bymidter, men i forbindelse med vores budgetforhandlinger i 2024 lykkedes det ikke at finde penge til at handle på de mange gode borgeres/erhvervsdrivendes ideer. Staten havde sat kr. 118 mio. i en pulje til netop dette formål, at udvikle bymidter i Danmark, men på Teknisk Forvaltning havde man ikke ressourcer til at ansøge. Det er grotesk og en hån mod især de borgere, der har brugt en masse tid på dette arbejde, men også alle os andre.
På trods af de mange ekstra tilførte ressourcer har vi fortsat byggesagsbehandlingstider som følger, og det er inden man får tildelt en byggesagsbehandler:
Nyt byggeri: Indenfor 4 mdr.
Erhvervsbyggeri: Indenfor 6 mdr.
Lovliggørelser: Over 1 år
Vi sælger rask væk grunde i Vinge mm. så vores borgere kan købe, men de må vente med at bygge med de fordyrende og stressende konsekvenser det har for de stakkels familier. Det kan jo ikke være rigtigt.
Det er heller ikke specielt motiverende som medarbejder i forvaltningen, når man altid er bagud og bliver kritiseret, men når politikerne konstant beslutter ekstra opgaver af forskellig karakter, så er det jo blevet et vilkår. Vi håber, vi kan holde på de gode medarbejdere i et overophedet arbejdsmarked, hvor der virkelig er mangel på kvalificeret arbejdskraft.
Der er flere eksempler på, at forvaltningen ikke har tid og er presset, og vi i byrådet gør det kun vanskeligere for vores medarbejdere, herunder lederne.
Der er seriøst brug for en ny retning.