Af Asger Thomsen
KIRKE HYLLINGE: 87 år gammel har jeg i år fået en ny nabo: Milo på 1½ år, smilende, leende, pludrende og konstant nysgerrig. Vi er fælles om at kunne lide småkager, solen, når den er fremme, og Milos lille hund, Herman kaldet Manse, der bliver luftet et par gange om dagen forbi mit hus.
Alt dette står i skærende kontrast til de daglige meldinger om krig, naturkatastrofer, død, svindel, en liste som enhver, der blot følger nyhedsmedierne overskrifter, kan fortsætte.
Selv hviler jeg mest i det 20. århundrede, præget som det var af store historisk skæbnesvangre begivenheder som Versaillesfreden, Chamberlain i München, atombomberne i Hiroshima og Nagasaki, oprettelsen af Israel, som jeg ser det, krigene i Irak og Afghanistan, Putins invasion af Ukraine og Israels af Gaza. Alt det under medvirken af megalomane narcisister som Mao, Mussolini, Hitler, Stalin, der med Hannah Arendts ord personificerede ”Ondskabens banalitet”, men også en Churchill, der tæppe- og terrorbombede tyske storbyer uden betydning for krigens udfald.
Al den voldsparathed og krigsgalskab forløb samtidig med den affortryllelse af verden, som Max Weber påpegede, og som Marx, Darwin og Freud m.fl. havde iscenesat, hvorefter intet mere var det samme.
Jeg ved, at vi er mange, der er dybt bekymrede for børns og unges fremtid i den verden, der tegner sig i disse nytårsdage. Vi tør måske ikke være så ubarmhjertige sige det højt i deres påhør, men den udbredte optagethed af mistrivsel taler sit tydelige sprog.
Mit nytårsønske for Milos, ja, for alle børns fremtid skal være, at de må blive mødt med kærlighed, opmærksomhed og anerkendelse, at deres liv må blive præget af den sindsro, der er forudsætningen for fordybelse og undersøgelser, som fører til nye opdagelser og erkendelser, og at de må komme til at opleve stilhed, langsomhed og uskyldighed.
Og er det ikke netop det, vi alle i dette højhastighedssamfund og denne fragmenterede og turbulente samtid savner og har brug for?
