GERSHØJ: Gershøj Havn, en lille privat havn drevet af frivillige kræfter, står over for endnu en vinter med hårdt arbejde og store omkostninger. Som en del af havnens vinterforberedelser bliver opbevaringspladsen, molerne og broanlægget afspærret, forventelig frem til 15. april 2025.
Beslutningen er truffet for at beskytte både havnens brugere og de mange faciliteter, som kræver vedligeholdelse for at forblive funktionelle.
Havnen drives af en dedikeret gruppe frivillige, som gør en stor indsats for at opretholde havnens faciliteter og sikre, at bådejere og lokalsamfundet kan nyde området året rundt. Men med små økonomiske midler og stigende omkostninger har det de seneste år været en udfordring at balancere regnskabet.
– Vi er en lille privat havn, der drives af frivillig arbejdskraft, og midlerne er meget begrænsede. Omkostningerne ved at drive en havn er derimod store, og vi har set en væsentlig stigning i vores udgifter de senere år, fortæller havnebestyrelsen.
En af de udfordringer, havnen står over for, er den øgede belastning af faciliteter som toilet og bad, der er kommet med den voksende tilstedeværelse af Gershøj Saunalaug og deres cirka 250 medlemmer. Især om vinteren er der også et betydeligt arbejde med at sørge for, at områderne er sikre, herunder at salte og gruse mod glatte overflader, så vinterbadere og andre gæster ikke glider og kommer til skade.
– Vi har i et par år forsøgt at få Gershøj Saunalaug til at bidrage med et beskedent beløb for at dække de øgede omkostninger og samtidig vise, at de ønsker at være en del af det lokale miljø. Desværre har de afvist dette og meddelt, at de ikke ønsker at bidrage, forklarer havnens bestyrelse.
For at sikre havnens økonomi og beskytte brugerne har havnebestyrelsen besluttet at lukke for adgangen til havneområdet i vinterperioden. Afspærringen skal også beskytte bådejernes ejendele og minimere risikoen for skader.
Havnen understreger, at offentlig adgang til stranden syd for havnen fortsat opretholdes i henhold til gældende lovgivning.
Gershøj Havn håber på sigt at finde en løsning, hvor alle brugere kan bidrage til havnens vedligeholdelse og udvikling, så området fortsat kan være et samlingspunkt for byen.
– Vores mål er, at Gershøj Havn kan fortsætte som en vigtig del af lokalsamfundet, og det kræver, at vi alle hjælpes ad, slutter havnebestyrelsen.
Gershøj Havn
Gershøj Havn er en lille privat havn drevet af frivillig arbejdskraft
Omkostningerne ved drift er steget væsentligt de senere år, blandt andet på grund af øget brug af faciliteter.
Offentlig adgang til stranden syd for havnen opretholdes året rundt