Stilhed for millioner

Stilhed for millioner
Skoven er én af de naturtyper, som danskere søger ud i for at ”dyrke det stille friluftsliv”. Der er mange fine skovområder, som kan danne ramme om den nye friluftsfacilitet. Her ses et billede fra Bistrupskovene i Nationalpark Skjoldungernes Land. Foto: Ole Malling

Friluftsrådet uddeler 4,5 millioner kroner til at udvikle og afprøve nye koncepter for friluftsfaciliteter, der støtter op omkring danskernes behov for fred og ro i naturen.

HORNSHERRED: Sammenhængen mellem friluftsliv, frisk luft i naturen og en styrkelse af danskernes mentale sundhed giver rigtig god mening. Så god mening at Friluftsrådet netop har bevilget 4,5 millioner kroner til Danmarks Nationalparker.
– Vi er meget glade for donationen og anerkendelsen fra Friluftsrådet. Pengene går til et projekt, hvor Danmarks Nationalparker vil udvikle nye friluftsfaciliteter med fokus på ro, naturkontakt og mental sundhed,”siger Susanne Krogstrup, projektleder i Nationalpark Mols Bjerge.
Danmarks Nationalparker, Københavns Universitet og tegnestuen NORRØN er gået sammen i det nationale projekt, som skal udmunde i fire forskellige faciliteter placeret i nationalparkerne Kongernes Nordsjælland, Skjoldungernes Land, Mols Bjerge og Vadehavet.
– Samtidig får vi tilknyttet forskning og evaluering af resultaterne efterfølgende, så viden bliver delt nationalt til gavn for alle, der arbejder med friluftsliv, siger Henrik Mikaelsen, der er udviklingskonsulent ved Nationalpark Vadehavet.
Også i Nationalpark Kongernes Nordsjælland ser de frem til at omsætte erfaringen fra projektet til konkrete oplevelser:
– Med donationen fra Friluftsrådet ønsker vi at invitere flere ud i det fri, hvor man kan finde ro og rum for at genskabe en forbindelse til naturen, siger friluftsprojektleder Cæcilie Ryhl Olsson.
Med bevillingen fra Friluftsrådet igangsættes det første store samarbejdsprojekt i den nye strategi ”Danmarks Nationalparker – et bidrag til folkesundheden”, der blev lanceret for nylig.
– Projektet vil gøre os klogere på, hvordan der kan udvikles friluftsfaciliteter, der inviterer til ro og fordybelse i naturen og den vej igennem styrker den mentale trivsel, siger projektkonsulent Karen Bie Lilleør fra Nationalpark Skjoldungernes Land.

Det stille friluftsliv
Fred og ro er for 76 procent af danskerne en vigtig motivation for at besøge naturen. Det viser en undersøgelse fra Københavns Universitet fra 2024. På trods af dette er der ikke i Danmark udviklet og investeret i faciliteter, som kan understøtte denne form for friluftsliv. I dag er mange faciliteter rettet mod enten store grupper eller høj puls-aktiviteter som for eksempel natur-fitness eller at køre på mountainbike. Men der mangler steder, der inviterer til afslapning og ro.
Ambitionen med projektet er at skabe bedre rammer for de stille og nærværende oplevelser i naturen. De nye faciliteter er endnu ikke udviklet, det er den første del af projektet, men det kan for eksempel være broer, udsigtsplatforme eller opholdspladser.
Faciliteterne skal kunne bruges af alle, men projektet har et særligt fokus på at hjælpe mennesker med stress, angst og depression. Erfaringer fra tidligere naturbaserede terapi-forløb viser, at ophold i naturen kan styrke både mentale og fysiske ressourcer.
Med den flotte bevilling på 4,5 millioner kroner får fire nationalparker hver deres friluftsfacilitet, som testes af målgruppen og bliver tilpasset lokalt. De kommende faciliteter vil være offentligt tilgængelige og ligeledes være til gavn for det brede publikum, der allerede er ude i naturen.

/TS

Skovens dybe, stille ro

Nationalparkerne Mols Bjerge, Vadehavet, Kongernes Nordsjælland og Skjoldungernes Land har modtaget 4,5 millioner kroner fra Friluftsrådet til projekt Faciliteter til det stille friluftsliv

Projektet udvikles på tværs af Danmarks Nationalparker med Københavns Universitet som videnspartner, hvormed der sikres national forankring af projektets resultater.

Projektet vil opbygge ny viden, udvikle designkriterier og gennem etablering af de nye koncepter for faciliteter, teste deres effektivitet og brugsværdi. Dette vil danne grundlag for udbredelse af viden, erfaring og konkrete designkriterier til øvrige aktører. Ved etablering og afprøvning af de fire pilotfaciliteter skabes grundlaget for, at Danmarks Nationalparker kan skalere etableringen af faciliteter i parkerne og gennem partnerskaber med foreninger, kommuner, frivillige mv. tilbyde skræddersyede forløb for forskellige udsatte borgergrupper.

Andre artikler fra denne uge

Stilhed for millioner


Friluftsrådet uddeler 4,5 millioner kroner til at udvikle og afprøve nye koncepter for friluftsfaciliteter, der støtter op omkring danskernes behov

Læs mere »