SKIBBY: Ældre Sagen Skibby inviterede i samarbejde med Danmark Spiser Sammen til god mad og underholdning, fredag den 8. november i Gymnastiksalen. Aftenens musikalske gæst var sangerinden Lotte Riisholt, og hendes bedre halvdel Claus Riisholt.
Her var professionel optræden, stort nærvær, humørfyldt væsen og et alsidigt repertoire, der gennem sin over 40-år lange musikalske karriere betegnes som én af landets bedste Dansktop-sangerinder. Her bevægede hun sig rundt blandt publikum med den trådløse mikrofon, primært med hits fra Dansktoppens over 50 årige historie.
Nu var det nok ikke alle der var helt vild med dansktop sange, men her fik mange noget andet at høre end det mange have forventet – nyt og ældre. Hun har et stort repertoire, både dansk og internationalt. Når der var en westernsang på vej, så kunne man straks se det på Claus, for så tog han sin (lille) cowboyhat på.
Festlig, folkelig og fornøjelig musik er den bedste medicin, man kan give de ældre og som kan være med til at live op på en ellers grå og trist hverdag. Det var derfor dejlig at se, at de blev glade for at høre Lotte. Der var flere af dem, der sang og nynnede med, men også godt gang på dansegulvet. Musik og god mad er tydeligvis en populær kombination.