DSB er stadig velkommen

DSB er stadig velkommen

Læserbrev

Af Jesper Wittenburg (A)
Byrådsmedlem og
gruppeformand

Som socialdemokrater er vi, modsat LA, glade for Frederikssund Erhvervs (FE) udmelding vedrørende etablering af et DSB-værksted i Vinges industriområde, der er helt i tråd med den samarbejdsaftale for 2024, om interessevaretagelse, som byrådet har lavet med FE. Det er godt med en klar udmelding om, hvad et eventuelt kommende DSB-værksted kan betyde for vores erhvervsliv i kommunen. Alle arbejdspladser indenfor kommunegrænsen hilser vi velkommen. Et DSB-værksted støtter vi til fulde, som også vores borgmester Tina Tving Stauning har skrevet tidligere. Selvfølgelig er der udfordringer og ulemper ved et DSB-værksted i Vinge, men fordelene overskygger klart disse ulemper, sådan som FE så glimrende beskriver det.

Vi er meget optagede af eventuelle støjgener fra den kommende og længe ventede motorvej. Derfor glæder det os, at Ikano-byg, der ejer jorden, der ligger nærmest det kommende værksted, er godt tilfredse med den af DSB lovede støjafskærmning, da den er meget mere effektiv end den afskærmning Vejdirektoratet har lovet. Faktisk skulle den være så effektiv, at Ikano-byg kan bygge tættere på motorvej/togbane end uden DSB-værkstedet.

Vi er også meget optagede af, at vi kan få frigivet og råderet over et langt større erhvervsområde i Vinge nord, hvis DSB køber jord og bygger deres værksted hos os. Det betyder endnu flere arbejdspladser indefor rækkevidde og dermed endnu flere medarbejdere, der kan bosætte sig i Vinge – helt i tråd med den bosætningsstrategi, vi har godkendt i byrådet.

Ulemperne, f.eks. i form af højt byggeri, kan vi selv styre ved at sikre, at lokalplanen for området, som vi jo selv godkender, beskriver præcis, hvor højt, der må bygges.

Endelig glæder vi os over, at vi får dobbelt så meget fredskov, og at en ny fredskov også er langt bedre til at optage CO2 end den nuværende 25 år gamle fredskov, er kun endnu en win-win situation.

Andre artikler fra denne uge