Ny pris til unge trænere

Ny pris til unge trænere
Den nye pris på 5.000 kroner skal hylde de unge, frivillige trænere under 25 år.

LEJRE: Lejre Idrætsunion og Spar Nord Roskilde har indstiftet en ”Ungtrænerpris” for at hylde og sætte fokus på alle de unge i Lejre Kommunes idrætsforeninger, der gør en kæmpe indsats for deres foreninger og disses medlemmer og som samtidigt får en masse erfaring og kundskaber, som de kan bruge senere i deres liv og karriere.

I forbindelse med indstiftelsen af prisen siger William S. Jacobsen fra Lejre Idrætsunion:

– I Lejre Kommune har der i mange år været en lederpris og en trænerpris, der går til ledere og trænere, der gennem mange år har ydet en indsats for deres foreninger. De priser går altid til en ”voksen”, mens ikke mange unge når at gøre en indsats i mange år. Men de gør stadig en kæmpe indsats rundt omkring i foreningerne – en indsats som både betyder meget for klubberne og deres medlemmer, men som også giver de unge mennesker nogle ledelsesmæssige og sociale kompetencer, de får stort udbytte af senere i livet. Vi mener derfor det er rigtigt vigtigt at hylde og den gruppe af frivillige og opmuntre dem til at være aktive, ikke kun i deres idræt, men også for foreningen. Derfor har vi taget initiativ til denne pris.

/TS

Prisens kriterier og indstillinger
Uddeles til en træner / instruktør under 25 år, der gennem en periode har ydet en særlig, frivillig og ulønnet indsats i en Idrætsforening, som er medlem af Lejre Idrætsunion

Der lægges særligt vægt på, at træneren har formået at medvirke til at skabe gode idrætsmæssige og sociale rammer, som har givet et godt fællesskab i foreningen. Samt at træneren har formået samtidigt at udvikle sine egne kompetencer inden for sin trænergerning

Prisen består af 5.000 kroner og sponseres af Spar Nord Roskilde

Indstillinger sendes senest 31. december 2024 via https://lejreidraetsunion.dk/ungtraenerprisen/

Ungtrænerprisen uddeles i forbindelse med Idrætshædringerne 26. januar 2025 i Bramsnæsvig Hallen

Andre artikler fra denne uge