Den 31. oktober et det Allehelgensdag, og dagen bliver højtideligholdt med en gudstjeneste den første søndag i november, hvor vore kære afdødes navne bliver læst op og kirkegårdene overalt i Danmark bliver oplyst med levnede lys på gravstederne for at mindes vore døde. Ja kirkegårdene forvandles til levende lyshaver, der i sin tavshed fortæller os, at lyset sejrer over mørket og i al sin skønhed er langt vigtigere at minde hinanden om, end alt andet Halloween støj og postyr, – hvor det sidste nye er, at man kan besøge den lokale bedemand og få taget et ”Selfie-kistebillede!”
Desværre er Allehelgensdag gået hen og har mistet sin brod blandt mennesker, hvor man på samme måde anfægter, at lidelsen er en del af menneskelivet og ligesom døden bortforklarer og infantilisere døden og dermed menneskelivet hvormed mennesket fratager sig essentielle og eksistentielle livsvilkår- og dyder, som ansvar og pligt.
Denne infantilisering af Allehelgensdag, måske mere kendt som All Hallows Eve taler kirken imod, ved at forkynde, at døden ikke er det sidste, der er at sige om et menneske. Derfor handler Allehelgensdag ikke, som Halloween gør, om at spøgelser og døde mennesker, som går igen. I kirken forkynder vi, at vi ikke tror på, at mennesker går igen, hverken som fortabte sjæle eller reinkarneret som et nyt menneske. Her tror vi, at den døde er hos Gud. Når vi som de levende efterladte må give slip på den døde, så falder den døde ikke bare ned i intethedens mørke, men i Guds levende hænder.
Derfor forkynder vi livsmod og håb ind i og på trods af døden og derfor tænder vi lys i kirken og på kirkegårdene for dem vi har mistet og kirkegårdene forvandles til en oplyst stjernehimmel og alle mærkelige og eksistentielle spørgsmål står i kø for at blive besvaret: Hvordan har de det? Kan de se os? Kan de mærke, hvor meget vi savner dem?” Dagens ihukommelse af de døde og de levende lys er budskabet om, at de ikke er glemt. De er hos os i hjertet, i ånden, i erindringen – og dog, så mangler vi dem.
For når man har mistet et kærligt menneske, så forandres ens dagligdag, ens virkelighed og man må lære at leve i en verden, der for altid er ugenkendelig. Man famler rundt og prøver at finde sig selv i livet og kan hverken genkende sig selv eller omgivelserne, – det er som om, at alt er nyt og gammelt på én og samme tid.
Men min erfaring siger mig også, at dødens definitive grænse åbner op for et håb om, at vi skal ses igen, at kærligheden sprænger dødens grænse. For i forhold til kærligheden har døden ingen betydning. Tvært¬imod så fast¬holder vi vore døde i erindringen, og vil gerne mindes dem og gerne gøre erin¬dringen af dem højtidelig.
Når vi hver især mindes vore døde, skal vi derfor gøre det i overens¬stemmelse med vort kald. Og det kan vi gøre – og vi skyl¬der dem at gøre det – for når vi mindes vore døde så skal vi tænke på at de var med til at gøre os til dem vi er, fordi de betød noget for os, da de levede og fordi de stadigvæk har ind-flydel¬se på vores liv, nu hvor vi bærer dem med i erin¬dringen, og de ikke længere er en levende del af vores dagligdag.
De var med til at gøre os til dem vi er og deres fravær har aktuel betydning i det savn vi føler og fordi man uden dem ville have været en anden end den man nu er. Derfor behøver erindringen af de døde og skal erindringen af de døde ikke være en nostalgisk drøm tilbage til en tid, som ikke er mere, men være en levende del af vort liv lige nu. Skal altså – som de gamle fædre sagde – være i overens-stemmelse med vort kald. Det giver det kristne opstandelsesbud¬skab os lov til, ja, det kræver det af os – direkte.
Sammen med den taknemmelighed vi også fø¬ler, skal alt dette pege hen på den nåde Gud har vist os og som han stadig væk viser os, fordi vi på de vilkår, der er vores, stadig er under Guds nåde. Evangeliet fastholder os på det liv vi har fået at leve, og forkyndelsen skænker os mod og håb til at leve – også med savnet.
Den hvis biografi vi i denne forbindelse alene skal interes¬sere os for er Jesu levneds¬skildring, sådan som den er overleve¬ret os i evangelierne. Som Kristus er han nemlig legem¬lig¬gørelsen af Guds nåde, som vi skal leve af og leve på. Ham må vi dyrke, for han er vejen, den direkte forbindelse til Gud vor far i him¬len, men derfor så sandelig også den direkte forbin¬delse til vort eget liv.
Æret være deres minde!
Victor Graeser-Greve
