SKIBBY: Sammen med Frederikssund Kommunes biblioteker arrangerer Skibby Kino en ”Bog og film”-aften mandag den 4. november.
Udgangspunktet er Kim Leines selvbiografiske roman ”Kalak”, der blev filmatiseret og havde premiere i marts i år. Den er instrueret af svenske Isabella Eklöf.
Jan er på flugt fra sig selv efter at være blevet seksuelt misbrugt af sin far som ung. Nu bor han i Grønland med sin lille familie og arbejder som sygeplejerske. Han længes efter at blive en del af den lokale kultur – at blive en ægte kalak, en ”skide grønlænder”, udtrykt med lige dele kærlighed og selvforagt.
Før filmen kan man spise smørrebrød i caféen fra kl. 17.50, hvis man på forhånd har købt madbillet på skibbykino.dk, hvor man også køber billet til filmen, der begynder kl. 18.30.
Efter filmen vil medarbejdere fra bibliotekerne lede en debat om filmen, bogen og forholdet mellem dem.