For to et halvt år siden flyttede min kone og jeg fra Jylland til Sjælland, efter at have boet 44 år i Aalborg. Den ene er fra Silkeborgegnen, den anden fra Randersegnen, så ægte jyder, det er vi. Den direkte årsag til flytningen var at vi gerne vil være i nærheden af børn og børnebørn, som bor her på Sjælland.
Da vi annoncerede, at vi ville flytte til Sjælland udeblev reaktionen ikke: ”Hvad vil I dog dér, tænk vil I virkelig flytte over til djævleøen?”.
Ja, reaktionen var nærmest overbærende, som om det var med et underforstået ”Ja, ja I bliver nok hurtigt klogere”.
Her på Sjællandssiden, var der også forbavselse at spore. Mange synes, det var lidt eksotisk, at vi kom helt fra Aalborg. Og sproget afslørede os, et par vittige sjæle har endda lovet os et intensivt sprogkursus i Hornsherredsk.
Fordommene står i kø på tværs af Storebælt og kommer fra begge sider
Set her fra Sjælland så kommer vi jo fra Jylland, landet med de store sletter hvor der bor ulve og hvor alting lugter, hvis ikke af gris, så i hvert fald lidt af ko.
Jyder er krejlere og betaler aldrig prisen, i øvrigt så er de fleste af dem temmelig nærige. Traileren er deres kæreste eje, derfor kan den nødvendige krog kun have navnet ”Jydekrog”. Mærkeligt nok ser jeg da af og til en trailer her på Hornsherred, så rent jysk er det vist ikke. Så er der det med motorvejene, hvis man møder en modkørende bil på en jysk motorvej, skal man nærmest hejse flaget.
Der er megalangt til Jylland. På Sjælland er 30 km meget langt, hvorimod 30 km kun er en smuttur i Jylland
Set fra Jylland så er alle sjællændere nogen tovlige ”tjøwenhawnere”, der bare kommer her og forstyrrer freden. Alting går jo så hurtigt derovre på djævleøen.
Jeg har også bemærket, at når jyder vover sig til det sjællandske, så er talemåden: ”Vi kommer jo fra Jylland af” blevet ganske almindelig, som om man dermed er undskyldt for alt. Det er faktisk lidt selvmodsigende, hvis man er så stolt af at være jyde.
Lad mig slå fast. Alt, hvad jeg, indtil nu, har sagt i denne klumme, er skrevet med et stort smil, og i stor kærlighed til begge sider af Storebælt. Vi er så glade for at bo på Hornsherred, og samtidig nyder vi i dén grad at komme tilbage til ”Nordens Paris” som Aalborg også kaldes, når vi besøger gamle venner eller har andre ærinder i byen. Det er som om, vi ser på byen med helt nye øjne, efter vi er flyttet.
Her på Horns Herred har vi kun mødt venlighed og gæstfrihed. Vi er begge blevet engageret i flere foreninger og sociale sammenhænge. Vi føler os hjemme her på egnen, og ikke mindst har vi meget bedre muligheder for at se børn og børnebørn, end da vi boede i Aalborg.
Jeg tror, det er godt, at der, selv i så lille et land som Danmark, kan være forskelle fra egn til egn. Hvis vi accepterer dette, kunne man vel gå så langt som til at påstå, at forskellighed forener.
– Så langt og så kort