FREDERIKSSUND: Parkteatret – Frederikssund Kommunes egnsteater er netop blevet godkendt som primær netværksscene i de kommende tre sæsoner. Det sker i et samarbejde med Frederikssund Teaterforening under navnet ”Fjordlandets Ny scene”.
En fælles ansøgning blev sendt afsted i juni og midt i denne tid, hvor Parkteatret er på kommunens sparekatalog og en godkendt egnsteateraftale fra Slots- og kulturstyrelsen, er nyheden fra Statens Kunstfond netop landet i indbakken.
Blandt de indkomne ansøgninger er 25 netværksscener blevet udvalgt til primær netværksscene. Netværksscenerne har til formål at medvirke til, at smallere værker kommer rundt i landet på en bæredygtig turné. At blive valgt som primærscene betyder, at vi i Frederikssund kommune kan præsentere endnu flere forskelligartede forestillinger lokalt end vi gør nu. Dermed vil der både være til dansklæreren, den historieinteresserede og dem der ønsker mere dans.
Bredt repertoire
Med dette nye samarbejde ønsker teatret at skabe et repertoire, der præsenterer den diversitet, der er i scenekunsten. Derfor vil Fjordlandets Ny Scene have et bredt genrevalg, hvor der både vil præsenteres Musikteater, Dukketeater, Ny dansk dramatik, samt Nycircus. Derudover vil teatret sikre mindst én international produktion for at åbne den danske scenekunst mod det internationale. Håbet er, at tiltagene kan få endnu flere borgere til at opleve scenekunst i Frederikssund ved at præsentere forskelligartede værker til forskellige publikumsgrupper.
Forestillingerne vil primært spille på Parkteatret i Frederikssund, hvor faciliteterne netop kan understøtte scenekunstoplevelsen. Både Frederikssund Teaterforening og Parkteatret – Frederikssund Kommunes egnsteater glæder sig til at påbegynde det nye samarbejde.
/TS