Nyt mødested for sårbare unge

Nyt mødested for sårbare unge
Christina Halsted og Tina Kramhøft er begge skolelærere og inklusionsvejledere.

Af journalist Tomas Skov

KIRKE HYLLINGE: Fællesskabet Ung er et nyt frivilligt drevet tilbud til unge, der føler sig ensomme eller mistrives på andre måder.

Initiativtagerne er Christina Halsted og Tina Kramhøft, som begge er skolelærere og inklusionsvejledere i Kirke Hyllinge, hvor Fællesskabet Ung også har til huse på Kirkevej som nabo til køreskolen.

Kender miljøet
De to kvinder har i flere år observeret de ensomme unge i kraft af deres arbejde, og i løbet af 2023 blev idéen om Fællesskabet Ung konkretiseret.

– Vi havde set et behov for det længe. Vi har et fremragende lokalmiljø og foreningsliv, men hvis man ikke føler sig som en del af et fællesskab, så står man udenfor og tør ikke tage kontakt, siger Christina Halsted.

Ligesom sin kollega har hun et stort netværk lokalt og ved præcis, hvem de udsatte unge er.

– Vi er for dem, der ikke har mange relationer. Vi kender mange af dem og holder møder med deres familier. Nogle har baggrund med mobning eller er tilflyttere – og der er altid nogen, der ikke dukker op til aktiviteter, fordi de ikke har nære relationer at følges med, fortsætter hun.

Godt fra start
Fælleskabet Ung holder åbent alle torsdage kl. 17-21, men tanken er, at det skal udvides til to dage om ugen. Første åbningsdag var torsdag 29. august, hvor 15 unge mennesker i alderen 13-17 år mødte op til spisning, kagebagning og krea, og flere af dem skabte kontakter og lavede aftaler om at ses i deres fritid.

– Vi hjælper med at skabe kontakten, når de ses. Og vi forpligter hinanden, så man føler sig velkommen, fortæller Christina Halsted, som noterer sig, at ensomhed tager til i teenageårene.

– Vi forpligter hinanden mindre, og tempoet er utroligt højt. Så der er en tendens til, at vi glemmer fællesskabet. Samtidig har de unge lange dage og skærme, der tager over, hvor de kan følge med på afstand i alt det, de ikke er en del af, vurderer hun.

Hjælpende hænder
Initiativtagerne er der selv hele tiden under opstarten af projektet, men de glæder sig også over den store opbakning fra både frivillige voksne og lokale sponsorer. Lokalerne får Fællesskabet Ung stillet gratis til rådighed af ejerne Rune Kaae Christensen og asmus Vendelbo, og projektet modtager allerede økonomiske håndsrækninger fra blandt andre den lokale Rema1000 samt Rema Danmark, der står for driften.

Andre artikler fra denne uge