FREDERIKSSUND: Frederikssund Kunstforenings næste udstilling i Langes Magasin er fra fredag 6. september til søndag 22. september med kunstnerne Marck Fink og Anja Moos Wagner. Udstillingen åbner fredag 6. september 2024 kl. 15.00-18.00. Der holdes fernisering lørdag 7. september kl. 13.00-15.00, dog åbner dørene kl. 10.00. Kom og mød kunstnerne, som vil være tilstede ved ferniseringen.
Kunstforeningen byder på et glas og snacks, og der vil være musikalsk underholdning ved Niels Elberling, Jørgen Lykkegaard og Karsten Kristensen i forbindelse med ferniseringen.
Kunstner Marck Fink arbejder med figurativt oliemaleri og gerne på flere forskellige serier på samme tid. Han har arbejdet med maleri i mere end 20 år og igennem en længere årrække udstillet på gallerier, i kunstforeninger og på kunstmesser i ind- og udland.
Næse for æstetik
For ham er kunsten, den gode fortælling og godt håndværk. Næse for det smukke, æstetiske i stort og småt. Han har sin egen palet af fersk gule, rosarøde og cyanblå nuancer. Han arbejder desuden med grafisk design og de to verdener – malerhåndværket og det digitale design – spiller godt sammen og nærer og giver liv til hinanden.
Guttermænd i beton
Skulpturmager Anja Moos Wagner har en baggrund som dekoratør og skiltemaler og har i mange år arbejdet professionelt med kreative processer i underviserverdenen.
Anja Moos Wagner bygger guttermænd lige som hun har lyst til, og er altid passioneret i gang med den næste guttermand.
Guttermænd bygges, spartles og modelleres enkeltvis i fiberbeton over jernskelet, og patineres efterfølgende. Alle har deres eget finurlige udtryk og personlighed.
Guttermændene bygges i mange størrelser. De mindste er 30-40 cm og den største guttermand på 186 cm bor i Lønstrup, Nordjylland, foran Galleri A.
Hendes håb er, at beskueren tydeligt fornemmer en dedikeret skulpturmager bag.
Kommende krydser
Er du forhindret i at deltage i ferniseringen, så kan udstillingen ses indtil søndag 22. september 2024.
Sæt også X i kalenderen Lørdag 14. september kl. 10.00-16.00, hvor der er ”Kunst og Litteraturmarked” på Campus, Frederikssund Gymnasium ganske gratis.
Søndag 29. september kl. 17.00 er der foredrag med Jens Galschiøt i Elværket, Frederikssund. Nærmere herom følger senere.
Udstillingens åbningstider er fredage kl. 15.00-18.00; lørdage kl. 10.00-16.00; søndage kl. 10.00-16.00.
Det sker i Langes Magasin, Østergade 3B, 3600 Frederikssund.
/TS