Fjordens fugleunger er fløjet fra reden

Fjordens fugleunger er fløjet fra reden
Flyvende klyder ved Selsø. Foto af Niels Jørgen Rasmussen

Roskilde Fjords fugleunger er flyvefærdige og kan lige nu ses i småflokke på land og i vand. Det er et særligt godt år for havterner, fjordterner, edderfugle og klyder, men fugletællinger i 2024 viser samtidigt, at nogle af mågerne er blevet færre og er pressede.

HORNSHERRED: Den årlige fugletælling holder et skarpt øje på arter og antal af ynglefugle på Roskilde Fjord. Tallene for 2024 viser både fuglearter i fremgang og andre i tilbagegang – og også nye arter, der måske er ved at indfinde sig som ynglefugle ved fjorden. Det er nu, du skal ud med kikkerten, for lige straks begynder en hel del af de flyvefærdige unger deres rejse væk fra fjordens fuglekolonier på træk sydpå.

Tal og arter
Roskilde Fjord er et af Danmarks vigtigste fristeder for fugle, både for ynglende og trækkende arter. Fjorden byder nemlig på et helt særligt landskab med små øer og holme, lavt vand og isfri områder om vinteren, alt sammen gode forhold, der lokker fugle til året rundt. Af samme grund er fjorden og en stor del af dens omgivelser strengt beskyttet, bl.a. som Natura 2000-område, så fuglene kan få fred og ro.

For at følge fuglelivets udvikling holder Nationalpark Skjoldungernes Land og Frederikssund, Lejre og Roskilde kommuner hvert år øje med, hvordan fjordens ynglefugle klarer sig. Dette sker i samarbejde med biologer fra WSP Danmark.

– Vi foretager fugletællingerne hvert år sidst i maj. Netop der er de fleste af fjordens fugle i gang med at yngle. De årlige tællinger giver os vigtig viden om fuglenes liv i fjorden, og samtidig får vi at vide, om nationalparkens og fjordkommunernes bestræbelser på at hjælpe fuglene har båret frugt siger, Erik Mandrup, en af biologerne fra WSP A/S, der tæller fuglene.

Fugletællinger har fundet sted siden 1978. Hvert år byder på nye observationer, og 2024 er ingen undtagelse.

Nedtur og optur
Sølvmågen har tidligere været fjordens mest almindelige ynglefugl, hvor der årligt har ynglet mellem 1.300 og 2000 par. Ynglesuccesen er dog i dramatisk fald, ikke kun i Roskilde Fjord, men i hele landet. Dette skyldes formentlig flere faktorer, bl.a. at der ikke længere er minkfarme og åbne lossepladser samt en ringe miljøtilstand i havet, hvilket er lig med mangel på føde for mågerne. Hættemågen er også i retræte med et fald fra 425 ynglepar i 2023 til blot 125 par i 2024. Denne lille måge med den brune hætte er derfor kommet på den danske rødliste over truede ynglefugle.

Omvendt har havterner og fjordterner haft fremgang med to rigtig gode år, og fjorden har nu det højeste antal ynglepar i 10 år med 122 par. Ederfuglen klarer sig også godt i fjorden. Ederfuglen yngler nu på næsten alle øer og holme i fjorden, og 880 ynglende par blev talt op i 2024.

– Det er flotte tal for Roskilde Fjord, da ederfuglen ellers er i kraftig tilbagegang i resten af landet, bemærker Erik Mandrup WSP A/S

Klyden trives også godt ved fjorden med 107 ynglepar og yderligere 30 par ved Selsø Sø. Og en helt ny art, rovternen, som er verdens største terne, er spottet på Eskilsø, hvor den muligvis yngler.

De største fuglekolonier findes på Eskilsø, ved Selsø Sø, på Lilleø og Øksneholm, men også de helt små øer og holme såsom Slinken og Blak har fine forhold og kan rumme et imponerende antal fugle i ynglesæsonen.

Naturindsats gavner
Måger, terner, vadefugle og de fleste andefugle bygger deres reder direkte på jorden. Her har ræve, rotter og andre ubudne gæster let ved at komme til æg og unger. Vores egen færden på fjorden kan også påvirke og forstyrre fuglene i yngletiden.

Derfor arbejder fjordkommunerne, Nationalparken, Jagtforeningen Jyllinge Holme og Naturstyrelsen sammen om at holde øerne fri for rotter og ræve hvert år. Og de informerer os gæster på fjorden om god færdsel, så vi heller ikke forstyrrer fuglenes reder.

Over og under vandet
Også under vandet kan vi forbedre fuglenes forhold. I vinteren 2022/23 etablerede Nationalparken sammen med Miljøstyrelsen tre nye stenrev i Roskilde Fjord. De nye stenrev ligger ved Veddelev, Nørrerev og den lille ø Ægholm. Stenene under vandoverfladen er gode levesteder for muslinger, snegle, krebsdyr og småfisk, og det betyder mere føde til fuglene og fugleungerne.

– Under tællingerne i år så vi en større flok ederfugle på vandet lige ved det nye stenrev nær Ægholm. Det er fantastisk, at en målrettet indsats både over og under vandet allerede viser en effekt og kan trække flere fugle til området. Vi kan faktisk skrue lidt på knapperne ved at holde rovdyrene væk fra øerne og sikre føde til fuglene under vandet, siger Thomas Vestergaard-Nielsen, projektleder i Nationalpark Skjoldungernes Land.

Spot fuglene
Forude venter efteråret med fuglenes træk sydpå. Inden da kan du nå at pakke kikkerten og at tage på fugletur og se de mange ungfugle. Med Dansk Ornitologisk Forenings app, DOFs fuglebog, kan du få hjælp til at bestemme fuglene. Både klyden og ederfuglen er fx nemme at kende.

Klyden er en langbenet vadefugl med en karakteristisk stemme, et klyt-klyt, hvorfra den har sit navn. Kig efter den sort-hvide-fugl med de lange ben og krumme næb, der går i vandkanten og ”fejer” næbbet fra side til side for at hvirvle fjordbunden op for krebsdyr, børsteorme og små fisk, som den kan spise.

Ederfuglen er en stor andefugl med en karakteristisk trekantet hovedprofil. Hannen er farverig med et ferskenfarvet bryst og et hvidt, sort og grønt hoved. Hunnen er brun og mere diskret i farverne. Ederfuglene svømmer ofte i flokke og ses stadig rundt omkring i fjorden med deres store unger. Snart kommer der også ederfugle på træk fra nord, som raster i store flokke i fjorden.

Tag på fugletur
Langs fjorden er der mange gode muligheder for at iagttage fjordens fugleliv. Fra toppen af moræneknolden Bolund er udsynet særligt godt ud over de lavvandede vige langs stranden og langt ud over fjorden.

Og ved Eskilsømolen, Skovbroen, kigger man direkte over på Eskilsø, en af de vigtigste øer for fuglene. Eller tag plads i fugletårnet ved naturreservatet Selsø Sø. Tårnet ligger på søens sydside.

Hjælp fuglene
Du kan hjælpe med at beskytte fjordens fugle. Både ved selv at følge disse regler om fuglevenlig fjordfærdsel og ved at hjælpe nationalparken med at sprede budskabet fx i din forening, klub eller til dem, du møder på din vej.
Hold en afstand på minimum 50 meter til øer og holme i fuglenes yngletid. Yngletiden går fra 1. april til 15. juli.
Sejl med maks 8 knob i motorbåde i særligt sårbare områder og maks 5 knob, når du er mindre end 300 meter fra kyst.
Hold hunden i snor fra 1. april til 30. september, så din firbenede ven ikke jager fuglene fra rede eller på anden måde forstyrrer dem.

Andre artikler fra denne uge

LA må tage ansvar nu


Læserbrev Af borgmester Tina Tving Stauning, Frederikssund Kommune. Byrådsmedlem Michael Tøgersen (LA) kritiserer i et læserindlæg, at administrationen ikke har

Læs mere »