SELSØ: I anledning af Herregårdenes Dag, som i år samler 50 slotte og herregårde landet over, sætter Selsø Slot spot på de gamle håndværk. Sløjd og håndarbejde som vi stadig sysler med i dag, men som også er håndelag, der kan forsvinde mellem generationsskifterne.
Herregårdene Dag
På Selsø Slot kan man blandt andet få et indblik i, hvordan man bearbejdede hør i gamle dage, hvordan man fletter pil, laver smukke blomster buketter og spinder uld. I kælderen kan du prøve gammeldags værktøjer, som fx en båndsav, og du kan lave små figurer du kan tage med hjem – eller placere i oplevelseskrattet langs alléen.
Ved madpakkehuset kan du møde Nationalpark Skjoldungernes Land, som sørger for ild i bålet og inspiration til udendørs aktiviteter.
Kl. 14 er der omvisning (25 kr + alm. entré) hvor du kan få et grundigt indblik i husets historie og de liv, der er levet her igennem flere hundrede år.
Husk at vi har lækker hjemmebagt kage fra Skt. Hans Have, Hansens-is, most, kaffe og te med mere i vores udendørs café. Planlægger I et længere besøg, vil en medbragt madpakke måske være en god ide.
Glemt kulturarv
I Danmark ligger over 700 herregårde spredt som et fintmasket net udover landet. Det danske landskab er formet af og med godserne, der gennem århundreder har været den væsentligste drivkraft på landet. De store gamle hovedbygninger ligger stadig i dag i landskabet som vidnesbyrd om godsernes enorme betydning – blandt andet som nogle af de største arbejdspladser i landområderne helt ind til midten af 1900-tallet.
Godslandskabet omkring Selsø Slot kan du komme helt tæt på ved at gå den del af Fjordstien vi kalder Selsø ruten. Det er en trampesti på lidt over fire kilometer. og bringer jer rundt i det smukke landskab, langs fjorden, til Møllekrogen og Selsø Kirke.
Det gamle håndværk
Det er ikke kun håndarbejdet vi hylder på Selsø – også det gamle håndværk og byggeri har et særligt fokus i denne sæson, hvor de 300 år gamle vinduer er ved at blive restaureret. Fredag den 16. august viser restaureringsarkitekt Leif Hansen rundt, hvorefter der er fælles spisning på Sønderby Kro.
Begge arrangementer kan man læse mere om på hjemmesiden www.selsoe.dk såvel som facebook @selsoslot
/TS