Mariann Bette Grøndal har vundet Danmarks Naturfredningsforenings skrivekonkurrence.
SKULDELEV: Det er et smukt syn. For enden af Skuldelev Ås ligger Kildeskåret. Der hvor et forgangen grusgravsprojekt har skåret enden af åsen og har åbnet for et kalkoverdrev.
Der… ses syv unge stærke rygge dreje sig om hver deres leskaft i en rytmisk bevægelse – fremad. De unge mennesker lader leen skære græsset ned.
To kvindelige medlemmer fra lelauget, viser eleverne hvor hjertegræsset gror. Det skal ikke slås ned. Men have lov at stå. Nu er alle opmærksomme og går efter de græsser, som der er flest af.
– Ai! Hvad med dem? De er da også flotte.
Det er pigen med den svingende røde hestehale, der kigger på tuer af stargræs med fine gule og glimtende rækker af frø. Selvfølgelig skal de blive stående. Lige så lysende, som pigens blik der hviler på dem. Ligeså de hvide okseøjer, der duver let på lange svajende stængler, med hoveder der er så tunge at det ophæver tyngdeloven. Tænk! at de ikke bare knækker deres tynde hals. De unge har nu så meget styr på leerne, at de lader deres skær styre forbi de arter, som skal forblive.
Og på den måde begynder de at skelne hjertegræs fra hundegræsStargræs fra almindelig kvik.I stedet for at de almindelige græsser ville overtage og kvæle de mindre almindelige. På den måde bliver der flere planter – en større mangfoldighed – en større biodiversitet.
– Det er sjovt, siger en af drengene.
– Det er ligesom at zoome ind på naturen. Da vi kom lignede det hele ”bare græs”. Nu kan vi se hvor mange forskellige planter, der i virkeligheden er.
Deres lærer byder også ind.
– Ja, og vi kan stoppe. Vi fræser ikke bare over med en buskrydder, helt bedøvet af støj og bag hørebøffer. Her kan vi nå at stoppe op og få øje på, siger han.
Så modsat en landbrugs eller havemaskine. Den ville have fræset larmende henover området og have ryddet alt græs væk på ingen tid.
Der ER kommet flere og flere arter efterhånden, som lelauget har slået i området de sidste to år.
Vi nyder at bringe det glædelige budskab videre… Men… Naturen er frodig . Og det skyldes jo også at det regner med kvælstoffer.
Det er ikke sjovt at sige til den kommende generation.
At Danmark har en sørgelig rekord med 40 kilo kvælstof, der regner ned på ha. natur.
Ikke mærkelig at græsset gror som død og helvede med al den gødning.
De unge mennesker tager det nu i stiv arm.
– Jeg var slet ikke klar over, at man ikke bare kunne lade naturen gro.
Den unge dreng trækker et græsstrå af og ler.
– Det med vild have bliver lidt for vildt, siger han.
Der hvor han kommer fra, er en vild have blevet til en skov af bjørneklo.
Ja, vi bliver nødt til at hjælpe til, så de sjældnere planter får plads. Man kan ikke bare lade stå til og lade naturen overtage. Så bliver det survival of the fittest.
Pigen med den svingende røde hestehale, ser opmuntret ud. Hun er kommet i tanke om den grumme natur.
– Har i set det Sebastian Kleins program; Bidt, brændt og stukket ”?
– Ja, bryder en dreng ind, – Han får en mega brandvabel.
Da at alle de unge kender programmet og alle de farlige ting i naturen, virker alle nu bare glade for at være i den i dag.
Og de griner og deler det de kan huske om Sebastian, hvor han bruger sin egen krop til at bevise hvilke vilde ting naturen kan. Han har i programmet om bjørneklo trukket saften ud af en stænglen og ladet sig male med en pensel på begge arme. Den ene arm udsættes for UV-stråling og den arme Sebastian må i ugevis lide med store og smertelige vabler på armen. Mens der intet er på den arm, som ikke fik sollys.
En anden pige med mørk hestehale, kæmper med at græsset lægger sig ned uden at blive skåret af.
– Sjuuuhhh! Nu sætter hun lyd på sin bevægelse, da hun svinger skæret over rejnfangen.
– De lader sig skære af , helt uden modstand.
Hun slår et kast med hovedet og ser fortørnet over mod nogle af de store græsser, der har rejst sig igen. Som om at græsset triumferende hvislede mod hende…
– Nåååhh, I troede nok, I der med leskær!!
Nu triumferer hun over at kunne sin håndværk. Rejnfangens stængel er mere villig og lægger sig fladt ned i et fint Mikadomønster.
Solen er brudt gennem skylaget og der kommer sving i nymfer og guldsmede over den sø, som ligger langs græsengen.
– Sikke en farve.
Pigen peger to himmelblå nymfer ud, der flyver henover vandspejlet. Drengen kigger længe på de to svirrer.
– Man ser både flere planter og dyr, fordi man stopper op.
Han smiler mod pigen.
En stor guldsmed hører ham og giver ham ret og svirer hen foran dem, så de begge to kan beundre dens glitrende helikoptervinger i solen.
Nu skal al det afskårne græs rives sammen med gammeldags træriver.
– Det føles som at være tilbage i historien, siger en dreng.
Han har været på et fortidsmuseum og nu føler han, at han er et af de mennesker for hundreder af år siden, som han så være ude i marken og arbejde på billederne der.
De samler græsset på en stor pressiening. fire store læs bliver der. Da de trækker det hen mod en stor samlingsbunke, råber en af pigerne op.
– Må vi godt køre hen over hjertegræsset?
De må de godt. Naturen er holdbar. Også for de unge mennesker der for første gang skal lære at slå med le.
De to kvinder, der har lært dem, at danse med leen og som har oplevet, at de unge elever både så og lærte. De kører hjemad efter dagen med eet stort smil på læberne. Naturen er verdens bedste læremester og der er håb i den nye generation.
Sving leen
Kom og vær med næste gang lelauget svinger leen søndag 11. august kl..15 -19 i Kildeskåret ved Skuldelev Ås.
