Danmarks bedste tyr

Danmarks bedste tyr

1200 kilo tunge Ragnar løb med det hele på både Dyrskuet i Roskilde og Landsskuet i Herning.

Af journalist Tomas Skov

JÆGERSPRIS: – Ragnar er en forvokset labrador. Han kommer, når man kalder, og man kan klø ham på maven, når han lægger sig ned. Han er god som dagen er lang, fortæller Simone Marie Rosenkrantz.

Dyret, hun taler om, er en fire år gammel og 1200 kilo tung, nyslået præmietyr, som først vandt det hele på Dyrskuet i Roskilde og siden det hele én gang til på Landsskuet i Herning.

 

Landets bedste kød

Ragnar er en såkaldt Angus-tyr, og han vandt både i denne kategori og så i den såkaldte interbreed-kategori, der i Roskilde talte 12 forskellige racer og i Herning hele 15 af slagsen. Med sejren begge steder er Ragnar hermed kåret som Danmarks bedste kødkvægstyr, og det kom lidt bag på ejerne.

– Det er kæmpe stort. Det er 17 år siden, at en Angus-tyr vandt det hele i både Roskilde og Herning, fortsætter Simone, som for to år siden flyttede ind på Harebakkegaard i Jægerspris med sin kæreste, Philip Kvistgaard Simonsen.

 

Kodreng og hestepige

Selv rider 28-årige Simone på professionelt plan, mens 34-årige Philip er uddannet landmand med arbejde på en maskinstation.

– Vi er bare en kodreng og en hestepige, som gør det for sjov. Vi er de yngste, der nogensinde har opnået at vinde både i Roskilde og Herning, og de andre deltagere, som har været i det i årevis, måtte komme over og give os hånden. Vi er kommet ind i varmen, konstaterer Simone Marie Rosenkrantz.

I Roskilde kostede det 14 rammer øl, som blev skyllet ned af de dem selv og de øvrige deltagere. I Herning deltog Simone og Philip i den efterfølgende fest, hvor 1600 mennesker dansede boogie-woogie inden aftensmaden og kastede op i containerne under festen, der varede hele natten.

 

Tilbud fra udlandet

Ragnar forekom nærmest som en letvægter i konkurrencen mod tyre på op til 1600 kilo, der bliver fodret med korn og majsensilage, mens præmietyren selv bare lever af græs.

– Harebakkegaard er et lille sted med Ragnar, to køer med kalve og en kvie. Det er ren hobby, og det er vigtigt for os, at han har det godt. Nu bliver han snart lukket ud på græs til 15 dejlige damer, siger Simone.

Ragnars nu præmierede gener er da heller ikke gået omverdenen forbi, så Philip og Simone har fået henvendelser fra udlandet, hvor man vil bruge Ragnar som avlstyr. De fik blandt andet besøg af en argentinsk dommer efter landsskuet i Herning, og han blev noget overrasket over, at Ragnar ikke kom fra en kæmpe farm.

– Vi har ikke engang et CVR-nummer. Men vi er unge og har lige købt gård, så vi overvejer da de tilbud, vi har fået. Det er også en måde at sprede vores navn på ude i verden, siger Simone.

 

Hænger på løftet

Oplevelsen ved Dyre- og Landsskuet er da heller ikke gratis. Philip måtte holde en uges ferie, og det koster en masse penge i fragt og andre udgifter at gøre en tyr klar til deltagelse.

– Så jeg sagde, at hvis han vandt, blev Philip nødt til at fri til mig. Det gik han med til, men det er ikke sket endnu. Og nu er han gået i gang med at høste, mens jeg passer hans kvæg, griner Simone.

Andre artikler fra denne uge

Passion og jalousi


SKIBBY: Søndag eftermiddag 27. oktober er der igen opera i Skibby Kino, nemlig Giacomo Puccinis ”Tosca” i tre akter fra

Læs mere »