Af Bjarne Svegaard
SKIBBY: Når De 33. Olympiske Lege (OL) i moderne tid begynder i Paris den 26. juli, er det tredje gang, at Paris er vært for OL
De første Olympiske Lege blev afviklet i 1896 i Athen, og mens det strakte sig over 10 dage, blev det en langvarig affære i Paris i 1900, hvor tidsintervallen var fra 28. maj til 18. oktober. Det skyldtes, af Legene var en del af Verdensudstillingen, og blev noget kaotiske i forhold til de fire tidligere i Athen.
En af de mange discipliner hed: Længdesvømning under vandet. Blandt de ti deltagere var Peder Lykkeberg fra Hermes i København. Konkurrencen blev afholdt i Seinen, hvor der var lagt et interimistisk svømmeanlæg. Her skulle deltagerne svømme i en ret linje parallelt med flådebroen, og prøve hvor lang tid de kunne være under vandet, og hvor mange meter de kunne svømme.
Selv om Lykkeberg var en af favoritterne, mistede han orienteringen og svømmede i en cirkelbue, og så blev den opmålte distance kun på 28,5 meter, medens der gik 90 sekunder før han dukkede op til overfladen.
Det var i særklasse den længste tid under vandet af samtlige deltagere. Men det hjalp kun lidt, da de to første pladser gik til to franskmænd, der begge havde svømmet 60 meter. Til gengæld havde de kun været under vandet i 68 og 65 sekunder. Pointene blev regnet ud på den måde, at der gives ét point for hvert sekund man har været under vandet, og to point for hvert tilbagelagt meter.
Det gav franskmændene 188 og 185 point, men Lykkeberg var stærk nok til at erobre bronze med 147 point.
Der var kun medaljer til nummer 1 og 2.Til bronzevinderne var der en form for nyttegenstande af bazarkvalitet. Det vides ikke, om Lykkeberg valgte en paraply, en kam eller et par morgensko.
Peder Lykkeberg blev i øvrigt en stor helt, da han i 1899 under meget vanskelige forhold reddede en mand og hans to drenge fra at drukne i Furesøen. Da manden, han reddede, var en rig grosserer, fik Lykkeberg en klækkelig dusør, hvilket gjorde ham i stands til at starte en fiskekonservesfabrik i Hørve i Odsherred. Forretningen blev siden åbnet i København, og navnet Lykkeberg A/S blev siden en kendt eksportør over hele verden med dåser i alskens fiskearter og et stort hjemmemarked.
Bjarne Svegaard
Frem til åbningen af OL i Paris fortæller Bjarne Svegaard om sære hændelser i legenes historie.
Bjarne Svegaard er medforfatter til værket ‘De Olympiske’ om OL gennem 100 år
Han er desuden vinder af Kvit eller Dobbelt på DR i 1984, hvor han løb med præmien på 48.000 kroner for sin viden om danske OL-deltagere gennem tiderne