Jeg var en, synes jeg selv, en meget flot sofa i sort læder. Jeg stod i udstillingen i møbelforretningen på Frederikssundsvej i Brønshøj. Så nu ventede jeg bare på, at der skulle ske noget!
Netop som jeg tænker dette, kommer der et par ind i forretningen. Jeg hører kvinden sige: ”Å lad nu være Bjarne”, og han siger: ”ja, ja Lise, du ved jo nok bedst”.
Og det var den samtale. Hurtig derefter kom jeg til at stå i en 2værelses i Vanløse. Jeg så straks, at jeg nu blev det pæneste i stuen, og Bjarne fik da også besked på ikke at sætter fødderne op i mig. ”Ja, ja Lise det er jo kun en sofa”. Men for Lise var det jo ikke bare en sofa.
Jeg vidste da godt, at jeg ikke var den dyreste sofa, for det sorte læder var nok ikke helt ægte. Nogen ville mene, at jeg bare er noget spånplade overtrukket med plastik.
Jeg må heller springe lidt i tiden, for der kom jo børn. Og Lise var efter de 2 børn – ikke hoppe i sofaen. Ærgerlig synes jeg, for jeg ville gerne have lidt liv og mærke mig selv. Tænk, hvor ville det være dejligt at mærke små fødder hoppe, mens der blev grinet og hvinet.
Bjarne og Lise køber så et lille sommerhus i Kulhuse, og hele den lille familie glæder sig til sommer i Kulhuse med sol og strand og skov.
Her skal vi have sofaen med, det vil være så godt, siger Lise
Og jeg kom til Kulhuse, og til et helt andet liv. Nu blev jeg kun brugt i ferie og weekend, og familien har fået hund.
I starten af mit Kulhuse liv havde Lise en evig kamp for at bestemme, hvordan og hvem der måtte sidde eller ligge i mig. Hendes kamp blev stadig vanskeligere som børnene blev større og ofte havde venner med til Kulhuse. Lise havde været i tappehallen på Tuborg, som blev lukket, og Lise synes, at det var vigtigt at holde sig oppe med regler og pæn i tøjet samt håret sat hos frisøren.
Bjarne! du er så ligeglad, selv om du ved, hvor glad jeg er for sofaen. Lise hørte kun en brummen, og hun undskyldte ham med, at BW blev lukket, og at han nu var i arbejdsprøvning i toiletbygningen på Amagerbrogade.
Lise og Bjarne gik på efterløn, hvilket var svært for dem begge. De savnede fællesskabet på de gamle arbejdspladser.
De havde forestillet sig, at de nu skulle være i Kulhuse det meste af tiden, men de 2 børn havde nu næsten overtaget det lille hus. Det gik desværre ud over mig, for jeg blev stillet ud i carporten. Det blev hurtigt et samlingssted for mange unge, og selv om jeg stadig synes, at jeg så godt ud og var velholdt, så var sliddet stort.
De unge blev voksne og mistede interessen for Kulhuse. Det betyd, at jeg mistede min plads i carporten og kom ud i et hjørne af haven, der havde lidt sol. Her stod jeg så i alt slags vejr, og nu var det kun hunden, der lå i mig. Så jeg blev da også vældig snavset.
En dag så jeg en velklædt og smart ung mand, der slog et skilt op foran huset. Til salg!
Der gik nogle måneder, og jeg havde det godt i mit hjørne og selvfølgelig især, når solen varmede.
Men en ny ung familie skulle flytte ind. Hvad nu med mig? Der er da stadig meget liv i mig, og hvis jeg bare får en omgang med et plejemiddel, så kan de bare sætte mig ind i stuen igen.
Sådan skulle det ikke gå. De nye ejere slog på mig med en stor økse, men jeg holdt nogenlunde stand. Jeg hang sammen, men blev smidt på en trailer.
Nu skete der det mest skammelige, der er overgået mig. Jeg blev ikke kørt på genbrugspladsen, hvor der var håb om at nogen kunne se potentialet i mig. Nej jeg blev bare læsset af på den lille miljøstation i Kulhuse, bare sådan lige på asfalten!
Her kunne jeg så ligge slået halv i stykker og skamme mig, og jeg hørte brugerne af miljøstationen højlydt udtrykke deres mishag.
Der gik lidt tid, før jeg forstod, at det var ikke mig, der blev skældt ud, men den unge mand, der havde læsset mig på en trailer og så efterlad mig, fordi han ikke gad at køre de sidste km til genbrugspladsen. Og jeg skammede mig for den ligegyldighed, der var blevet mig udvist på trods af Lise’s mangeårige stolthed over mig.
