Min nabo Erik Westergren passer sine forældres kunstnerhjem og holder fast i drømmen om, at det er og skal være et kulturhus.
Erik sørger for det, der skal sørges for. Sparer penge op af pensionen – krone for krone – til det, der skal gøres.
Et nyt tag på huset er det blevet til, et keramikværksted er undervejs, og så er der åben hus og rundvisning, når der kommer nogen forbi, og det passer ind.
Nogen dage kommer der mange – andre dage ingen. Erik er der stort set altid.
Hver anden søndag kommer musikalske venner forbi, spiser sammen, synger og spiller og får en god samtale med hinanden.
Erik lever et ganske anderledes liv end jeg, og vist de fleste andre gør. Han lader verden komme til sig, tager det, der kommer og får det bedste ud af det. Der er ingen skemaer, to-do lister, planlægninger, og hvad der ellers holder mange af os andre i gang, af og til med en følelse af aldrig at kunne følge med.
Da jeg skulle beslutte, hvad min klumme denne gang skulle handle om, havde jeg lige mødt Erik på vejen og fået en snak om, hvordan ”det ellers stod til”. Det er faktisk ikke så tit, jeg støder på Erik, da jeg ikke sådan går ”frit omkring”. Jeg har jo så mange ting, som jeg skal have ordnet😊! Men min mand får en snak med Erik hver dag, når han går sin runde ”jorden rundt” og ser, om alle planter og dyr har det godt – og så også Erik.
Men mens jeg så står her og taler med Erik, kom jeg i tanke om en af de dejligste aftener i mit liv!
Erik drev nemlig tidligere – 1990’erne – et sted, som man nærmest kunne kalde et kulturværksted. Det var et stort og levende sted, hvor der var værksteder – maleri og keramik – og mange kom, underviste andre eller bare selv var kreative, spillede og sang. Små koncerter var der, og som jeg husker det, var der en aften om måneden, hvor vi mødtes og havde mad med til et fællesbord – og så blev der spist, snakket, spillet og sunget.
Der var et større rum – et flot og smukt rum på sin egen rustikke måde. Væggene var smykket med Edwin Westergrens (Eriks far) kæmpe malerier med kraftige farver og symboler. Stearinlys på bordene og man sad i flere niveauer.
Og nu kommer jeg til den dejligste aften.
Vi var forskellige grupper, der arrangerede aktiviteter, og jeg var med til at arrangere en aften, hvor 3 lokale mennesker skulle fortælle om aspekter af deres liv: hvad havde en særlig betydning? De skulle altså vælge et særligt vigtigt tema i deres liv, og vælge en sang – så det var vel egentlig lidt a la en højskoleaften.
De 3 var Bent Vestergård (forstander på Skibbyhøj), en kvinde (jeg husker ikke navnet, hun var læge og var med til at starte storkollektivet på Svanholm, og vores lokale præst Aage Koed Mikkelsen (i folkemunde Mikkel).
Mikkel fortalte om myter og sagn – og jeg husker især Sisyfos myten, som han gav liv og mening – tanker om besvær og glæder – og mod til at blive ved. Svanholmeren fortalte om betydningen af ritualer, der bandt Svanholmerne sammen. Det var midsommer og vintersolhvervsfester, fødsler og andre festligheder i beboernes liv, og det hele styrkede fællesskaberne. Bent Vestergård fortalte om at være ung – dele mange drømme og lægge planer med sin kone og børn, og så pludselig miste hende – meningsløsheden – som på længere sigt gav spiren til ikke at udsætte ting, men leve livet stærkt og oplevelsesrigt.
Det var vidunderligt at være til stede. Vi var helt fortumlede af de stærke fortællinger, som satte sig i os – og vi som arrangører måtte nærmest smide folk ud, de blev bare og ville tale sammen.
Tænk at have oplevet sådan en aften. Jeg husker ikke, hvem vi var, udover de 3 der fortalte, men jeg gætter på, at der sidder mange og læser dette, som kan huske denne skønne aften.
Nu pusler Erik om sine forældres minde, byder den, der kigger ind, velkommen, og hvis han er hjemme – er man altid velkommen til at se stedet med masser af kunst og finurligheder – i en have, som man vist godt kan kalde ”vild med vilje”😊.
