Af journalist Tomas Skov
JÆGERSPRIS: – Solen skinner, og der er kommet hul på sommeren efter en lidt sløj april, konstaterer Anders Eibye Hansen, der ejer Hansens Is sammen med sin bror, Rasmus.
Selv om virksomheden er bevet bedre til at sælge is hele året, er sommeren trods alt stadig den klart bedste sæson med omkring tre gange så mange solgte is som i vinterhalvåret.
– Vi er en udpræget sæsonforretning, men der er en tendens til, at vi til en vis grad indhenter de færre solgte is i april, når solen bryder igennem, fortsætter ismanden.
Tiden har været god
Siden brødrene genstartede familievirksomheden med deres far i 2003, har de kun praktiseret yderligere fokus på kvalitet økologi, bæredygtighed og etik i deres flødeis, og tiden har tilsyneladende arbejdet for dem.
– Der er sket meget på 20 år, og danskerne har i dag et helt andet forhold til fødevarer. I dag ser vi kafferisterier, mikrobryggerier og mindre fødevareproducenter, som nærmest ikke fandtes i Danmark i begyndelsen af århundredet. Den udvikling er gået stærkt siden, og den har været god for os, siger Anders Eibye Hansen.
Blandt meget andet har Hansens Is indgået råvaresamarbejder med Svanholm, der leverer mælken, mens kakaoen til chokoladen bliver købt direkte fra økologiske bønder i Uganda.
Sprudler af idéer
Brødrene står ikke tilbage for deres idérige far, når det kommer til yderligere udvikling af nye isvarianter. Men det gælder også om at finde kontrollere sine indfald en smule.
– At finde på ting er vores yndlingsdiciplin – og det kan være svært at begrænse sig. Vi prøver at finde en balance, hvor vi er klassiske, men hvor der også er højt til taget, siger Anders Eibye Hansen.