Bill Østergaard holder velfortjent otium efter 38 år.
Af journalist Tomas Skov
ØSTBY: Arthur Østergaard åbnede autoværksted på Baunehøjvej 6 i Østby tilbage i 1955, og han drev værkstedet i 31 år, hvorefter sønnen Bill overtog og fortsatte ejerskabet i yderligere 38 år. Alle de mange år var gået 1. maj 2024, hvor den 71-årige Bill Østergaard omsider gik på pension. Dagen blev fejret med en reception på værkstedet, hvor kunder og venner af huset kom for at tage afsked.
– Det var en glædens dag med en masse gæster, og det var rigtigt hyggeligt at sige farvel efter 38 år, siger Bill Østergaard.
Med fra bilens fødsel
Én af gæsterne havde fået repareret biler på autoværkstedet i Østby gennem 56 år – og Bill har da også haft både tredje og fjerde generation af lokale familier som kunder på gennem sine mange år med biler.
– Det har været en spændende udvikling i vores branche, og vores familiehistorie med biler går helt tilbage til min farfar, som reparerede nogle af de første biler, der kom til Danmark, fortæller den nyslåede pensionist.
Radiobilernes tid
Hans farfar var oprindeligt cykelmekaniker i Esbjerg, men begyndte at kaste sig over bilerne, da de efterhånden blev en del af gadebilledet i begyndelsen af forrige århundrede. Han blev siden privatchauffør for en gullaschbaron i København omkring 1910.
– Så vores tre generationer har deltaget i hele bilens historie, konkluderer Bill Østergaard, som har fulgt med tiden gennem alle årtierne, men herfra overlader branchens videre udvikling til andre.
– Nu kommer radiobilerne, men det må nye folk more sig med, siger han.
Hund og motorcykel
Den afgående mekaniker har haft tanker om sit otium gennem et stykke tid, og han har det godt med nu at afslutte det hele på én gang efter at have skruet gradvist ned for arbejdsbyrden den sidste tid. Nu venter livets dessert, hvor tiden er helt hans egen – og Bill Østergaard kan godt finde på aktiviteter at fylde dagen ud med.
– Vi har en perle med skov og strand her i Østby. Jeg skal sejle og gå tur med hunden, og så har jeg en gammel motorcykel, som jeg skal køre nogle ture på, siger pensionisten.