Læserbrev
Niels Martin Viuff
Gruppeformand
Det Konservative Folkeparti
Frederikssund
Vi er gode til at samarbejde i byrådet i Frederikssund Kommune. Selvom vi har forskellige politiske ståsteder, så evner vi at finde sammen i enighed til stor glæde og gavn for vores kommune, borgerne og den fremdrift der skal definere vores udvikling.
Vi så det senest i forbindelse med sagen om placeringen af den nye spildevandsanlæg, hvor vi lykkedes med at finde sammen i enighed. Og dette gode arbejde skal vi selvfølgelig fortsætte med, hvis det står til mig. Derfor en opfordring herfra til mine byrådskollegaer om, at vi finder sammen om at sige et fælles nej tak til DSB og planerne om at placere et stort, døgnåbent togværksted ved Marbæk i det sydlige Frederikssund.
Jo længere tid vi fra politisk side slæber fødderne i denne sag, jo mere udsætter vi de berørte borgere for usikkerhed, bekymring og frustration, og det kan samtidig risikere at skade det politiske samarbejde og dermed den evne til at finde sammen i enighed, som jeg mener, at vi skal værne meget standhaftigt om.
Efter de seneste udmeldinger fra DSB, som lokalavisen har viderebragt, er der ikke den store tvivl om, at DSB meget gerne vil have deres planer til at blive til virkelighed. Men vi lokalpolitikere sidder altså ikke i byrådet for at hjælpe DSB. Vi sidder der for at have borgerne bedste interesser for øje.
Og borgerne har klart og tydeligt givet deres mening til kende. Den mener jeg, at vi i byrådet – samlet – skal lytte til, og dermed i enighed sige nej til et værkstedsanlæg i Marbæk.