Af journalist Conny Probst
DRÅBY: Frederikssund Kommune har modtaget en ansøgning fra Forsvarsministeriets om dispensation fra § 3 i naturbeskyttelsesloven til rydning af træer og opgravning af spiræa i Karsemosen samt rydning af træer på hedearealet på Brandbjerg i Dråby.
Naturtypen er beskyttet jævnfør § 3 i naturbeskyttelsesloven: Der ikke må foretages ændring i tilstanden i søer, heder, moser, enge og overdrev, der hører under beskyttelsen.
Kommunen kan dog i særlige tilfælde give dispensation til ændringer – og har givet dispensation til rydning af vedopvækst og opgravning af spiræa.
Der er i afgørelsen lagt vægt på, at rydning – udført under de givne vilkår – vil være naturforbedrende.
Rydningsarbejdet i de beskyttede naturområder skal udføres så skånsomt som muligt. Der skal benyttes maskiner med lavt marktryk eller køreplader for at undgå dybe aftryk. Spor dybere end 20 cm skal reetableres.
Ryddet træopvækst skal fjernes fra arealer med beskyttet natur.
Forsvaret kan dog vælge at efterlade få større træstammer til liggende dødt ved og en enkelt kvasbunke i udkanten af Karsemosen.