Tirsdag den 27. februar holder Christian Friis fra Askov Højskole foredrag om Shakespeare.
Af journalist Conny Probst
FREDERIKSSUND: Shakespeares værker betegnes ofte sammen med Bibelen som de mest indflydelsesrige tekster i vestlig litteratur.
Han inkarnerer den periode af Englands historie, der kaldes den elizabethanske tidsalder, og i hans dramatiske univers kommer mange af tidens tanker og ideer til udtryk.
Hamlet er et af hans mest berømte skuespil, men også et af de mest gådefulde. Indkapslet i et drama om et kongemord rumsterer tematikker som tid og evighed, liv og død, fornuft og lidenskab.
Foredraget introducerer de idehistoriske forudsætninger for Shakespeares verden, hvorefter der gives et bud på en analyse.
Christian Friis er tilknyttet Askov Højskole som underviser.
Foredraget er arrangeret af Folkeuniversitetet i Frederikssund og foregår i Kulturhuset Elværket, Ved Kirken 6 i Frederikssund.
Billetter kan købes på foreningens hjemmeside eller ved indgangen.