Af Inge Seidelin
Kærstrædet 28. Vejleby
4050 Skibby
Via selvbetjeningsordningen på nettet beklagede jeg mig den 11/1 over, at der ikke er hentet rest-, mad- plast- & MDK-affald i mit nærområde (Vejleby) siden før jul, selv om vejene havde været fuldt farbare i en uges tid, og bad dem starte afhentningen der, hvor den var stoppet den 3/1.
Jeg fik i dag (18/1) det svar, at ”Den 3/1-24 kørte renovatøren kun halvdelen af dagen grundet sne/is og de kunne slet ikke køre dagen efter. Du fik desværre ikke tømt i går grundet sne/is på hele vejen”.
Det vidste jeg jo ligesom godt. Derpå fulgte en belæring om, at der skal være ryddet for sne, hvilket vel er en selvfølge, og det var der derfor også på min (og naboernes) matrikel.
Jeg har fuld forståelse for, at forholdene den 3/1 og dagene lige efter var exceptionelle, så forsinkelser – også væsentlige – måtte forventes. Men min pointe er, at driften skal (burde) genoptages, hvor den stoppede.
Vores rute var ramt på førstedagen (3/1), og derfor burde afhentningen også være startet her. Men lur mig om ikke der centralt i kommunen er blevet hentet affald i den uges tid, hvor vejene har været farbare, og det meste is og sne efter kommunal snerydning var smeltet.
Men her i udkanten af Udkantsfrederikssund er vi nok blevet tilsidesat for højere prioriteringer, for nu har vi ikke fået hentet affald siden ugen før jul.
Jo ”papbilen” kom i mandags (og var tilfreds med rydningen), men ellers ingenting. Og heller ingen informationer.
Man kunne jo have rundsendt en SMS med en forklaring og en plan for genoptagelse af tømningerne. Og nu er der endnu en omgang sne til at forsinke tømningerne.
Der er i Frederikssund og Kulhuse oprettet opsamlingssted vores skrald men ikke i Skibby, hvor mange herfra det sydlige Hornsherred ellers alligevel kommer for at købe ind.
Ja, vi kan stille ekstra poser med mad-, rest- og plastaffald ud til næste afhentning, men bliver det om endnu 14 dage?
Svaret (og vores skraldeposer) blæser i vinden.