Det kan være svært at gennemskue, hvilket træ, man skal vælge, hvis man gerne vil gøre et bare nogenlunde bæredygtigt køb.
JULETRÆET: Juletræshandlen er i gang, og hvis manal have et juletræ i år og gerne vil tage mest muligt hensyn til naturen, skal man vælge et økologisk juletræ. Økologiske juletræer bliver nemlig ikke sprøjtet med gift, og de får lov til at vokse naturligt, fortæller DN, Danmarks Naturfredningsforening.
Omvendt bliver der brugt megen kemi på at passe og pleje konventionelle juletræer, så de bliver pæne og harmoniske uden for mange ”skønhedsfejl”. Men kan man eve med et juletræ, som ikke nødvendigvis er helt som de andre, så tager man faktisk hensyn til naturen.
1. Et Ø-mærket juletræ
Ligesom man ser efter Ø-mærket, når man handler fødevarer, så kan man også gå efter det, når der skal købes juletræ.
Vil man være sikker på, at juletræet ikke er blevet sprøjtet med gift, og at der dermed er blevet taget hensyn til natur og miljø, så skal man købe et Ø-mærket juletræ.
Kun cirka to procent af de juletræer, der vokser i Danmark er økologiske, og det er ikke nok til at mætte en stigende efterspørgsel, hvorfor det kan være svært at finde et økologisk juletræ.
2. Vælg rødgran fremfor nordmannsgran
Nordmannsgran er de seneste årtier blevet danskernes foretrukne juletræ. Men det er samtidig også den type af juletræ, der kræver meget sprøjtegift og kunstgødning.
Rødgran derimod er mere naturlig på vores breddegrader, og det har derfor ikke brug for lige så meget hjælp til at trives som nordmannsgran.
En bonus ved rødgran er, at det dufter mere af gran, end nordmannsgran gør, så det giver lidt ekstra til julestemningen.
3. Et juletræ med rodnet
Man kan købe et juletræ, der er pottegroet, og derfor har sine rødder i en potte, stille det ind stuen og vande og bruge det som ethvert andet juletræ.
Når julen så er overstået, skal træet akklimatiseres til udeforhold, før det plantes ud i haven. Man kan med fordel stille det udenfor og fortsætte med at vande det frem til foråret, hvor det kan plante ud.
4. Leje et juletræ?
Flere steder er der i dag mulighed for at leje et juletræ.
Disse træer er desværre sjældent økologiske, hvilket betyder, at man formentlig får et sprøjtet træ ind i stuen for senere at sætte det ud i naturen igen.
Der er ikke stor forskel på at leje et træ og købe et pottetræ.
Begge træer har dårlige prognoser for genplantning og er sjældent økologiske, fortæller DN.
5. Fairtrade juletræer
Hvis man vil bidrage til, at der er blevet taget hensyn til både natur, miljø og mennesker under produktionen af frøet til juletræet, så kan man vælge et Fair Tree.
Frøene høstes i skove i Georgien, hvor nordmannsgranen stammer fra.
6. Køb et uperfekt juletræ
Mange juletræer går hvert år til spilde, fordi de ikke lever op til de høje skønhedskrav. De er måske lidt skæve eller har en lidt lysere farve.
Ved at købe et uperfekt træ, kan man være med til at forhindre, at for mange juletræer ryger i flishuggeren.
Måske er der også penge at spare ved at vælge et mindre perfekt juletræ.
7. Plastikjuletræer er ikke mere miljøvenlige
Naturskyddsföreningen i Sverige har fået beregnet, at efter selv 10 års anvendelse har et plastjuletræ en højere miljøbelastning samlet set end et juletræ af nordmannsgran.