SKIBBY: I 1981 forliser den synkefri redningsbåd RF2 under en redningsaktion ved Hirtshals Havn, og ni mænd mister livet.
Det er basis for filmen ”Synkefri”, som Skibby Kino viser 7. til 10. og den 27. til 30. december klokken 19.30.
Man kan også se filmen klokken 13.30 den 7. og den 28. december, den 28. december med danske undertekster.
Da myndighederne placerer ansvaret for ulykken hos styrmanden på båden, sætter hans søn Henrik sig for at efterforske ulykkens egentlige årsag for at rense sin fars navn.
I sin jagt på sandheden skal Henrik kæmpe mod byens fiskere, som frygter, at ulykken vil koste arbejdspladser, og mod myndighederne, der for alt i verden vil undgå en offentlig skandale.
Alt imens truer sorgen med at splitte Henriks familie.
”Synkefri” er tilladt for børn over 11 år, og filmen er med i Biografklub Danmark-abonnementet.