SKULDELEV: Så er det på søndag, at Skuldelev-Selsø Multikulturforenings årlige, traditionsrige bankospil løber af stablen.
Skuldelev Hallen er fyldt med borde og stole og venter kun på, at mange, forventningsfulde ”banko-gæster” finder vej.
I cafeen er der ”traditionelle madder” og kaffe m.v., og der er mulighed for at købe lotteri og sidebanko – hvis man vil øge gevinstchancerne.
Som sædvanlig har arrangørerne ”hjemsøgt” firmaer og forretninger i hele området og fået fine ting, gavekurve og gavekort langt de fleste steder.
I hallen er der ophængt lister over firmaer og forretninger, der har doneret præmier, og arrangørerne håber, at deltagerne vil kaste et blik på de lister.
– Det har stor betydning for alle, at vi handler de steder, der bidrager til vores liv, siger Nanny Kragh Mortensen fra Skuldelev-Selsø Multikulturforening.
Derudover er der indkøbt ænder, stege, vin og gavekurve – alt er, som det plejer.
– Vi har søgt Spillemyndighederne om godkendelse, og overskuddet bruger vi til at holde billetpriser til koncerter nede, støtter kulturelle tiltag, skabe særlige oplevelser for lokalområdet – både for store og små.
– Vi glæder os til at se rigtig mange og håber, at I hanker op i familie, venner og bekendte og tager til Skuldelev Hallen og får en hyggelig eftermiddag med chance for at få del i gaveregnen.