SKIBBY: Georges Bizets ”Carmen” er blandt verdens bedst kendte operaer, og den er på Skibby Kinos lærred søndag den 12. november klokken 13.30.
I skønne toner følger vi dragonen Josés altopslugende kærlighed til Carmen, der driver ham ud i forbrydelse.
Han bliver desertør, smugler og røver.
Til sidst dræber han sin elskede, da hun ikke vil have ham.
For Carmen betyder friheden til selv at vælge kærligheden mere end selve livet.
Denne filmversion er fra 2022 fra Arena de Verona og er skabt i anledning af den italienske film- og sceneinstruktør Franco Zeffirellis 100 års fødselsdag.
For at fejre fødselsdagen blev hans tre opsætninger af ”Carmen” sat sammen i en ”best of”-version.
Billetprisen denne søndag eftermiddag er 150 kroner, og inkluderet i prisen er en servering i operafilmens pause.