Højere afgift om vinteren

Højere afgift om vinteren
Foto: Colourbox

Det er dyrere at bruge strøm fra klokken 17 til 21 om vinteren end om sommeren.

HUSET: Hos nogle af landets største net-selskaber er prisen for transport af el fordoblet fra ca. 74 øre til 137 øre i spidsbelastnings-perioden fra 17 til 21, fortæller Videncenter Bolius.

Dermed er der flere penge at spare ved at udskyde opvask og tøjvask til andre tidspunkter.

Om vinteren er det betydeligt dyrere at lave aftensmad end om sommeren de fleste steder i landet. Fra oktober til marts koster transporten af strøm nemlig omkring dobbelt så meget i tidsrummet mellem klokken 17 ti 21.

Vintertarifferne for transport af strøm træder i kraft 1. oktober.

Hos netselskabet Radius stiger transporttariffen fra 74 til 137 øre pr. kWh for elforbrug i tidsrummet 17 til 21, mens netselskabet Cerius har en lignende prisforskel.

De to net-selskaber dækker – med mindre undtagelser – hele Sjælland og Lolland-Falster.

Nettab

Transporttariffen – eller nettariffen – er net-selskabets betaling for at levere strøm til forbrugerne.

Afgiften varierer hen over døgnets timer, uanset om man har en elaftale med variabel timeafregning eller en fast pris.

Tariffen dækker omkostninger til drift og vedligeholdelse af el-nettet og det såkaldte nettab.

Nettab forekommer, når der transporteres elektricitet i elnettet, og en del af energien omdannes til varme i blandt andet kabler og transformerstationer.

Døgnet inddeles

Der har længe været forskel på, hvad vi betaler for at få transporteret vores strøm.

Tidligere var døgnet inddelt i to perioder, og det var dyrest at få transporteret strøm fra klokken 17 til 20.

Men siden 1. januar 2023 har der været brugt en ny tarifmodel, som inddeler døgnet i tre perioder.

Den nye model udvidede den dyreste periode med en time, så den nu går fra klokken 17 til 21.

Perioderne i tarifmode 3.0 er:

Lavlast: Klokken 00.00-06.00

Højlast: Klokken 06.00-17.00 og 21.00 til 00.00

Spidslast: Klokken 17.00-21.00.

Derudover er året delt, så der både er en sommertarif og en vintertarif.

Begræns ekstraregningen

Prisstigningen kan koste en gennemsnitsfamilie med et forbrug på 4.000 kWh årligt cirka 100 kroner ekstra om måneden.

Det kan måske være svært at undgå ekstraregningen, da tidsrummet 17 – 21 er der, hvor de fleste bruger mest strøm, især til madlavning.

Men ved en ændring af vaner er det muligt at begrænse ekstraregningen.

Vent med at starte vaskemaskine og opvaskemaskine til efter klokken 21 – sæt eventuelt en timer på – så de kører, når den rå elpris også er lavest.

Hvis det er muligt, kan man også lave mad til flere dage, så man kan bruge kogeplader og ovn mindre, skriver Bolius.

Andre artikler fra denne uge