Gå på opdagelse i Frede Stærs Postyrium

Gå på opdagelse i Frede Stærs Postyrium
Foto: Det Kongelige Teater, Camilla Winther

FREDERIKSSUND: Der bliver rig mulighed for at få et kig bag teatrets verden, når Frede Stærs Postyrium på hjul kommer til Frederikssund.

Det er Det Kongelige Teaters mobile børneunivers, hvor børn kan træde ind i en eventyrlig verden af dramatik, opera, ballet og musik.

I Frede Stærs Postyrium på hjul kan børn og barnlige sjæle få stillet nysgerrigheden på alt det, et teater er ud over optræden på en scene.

Det er et blik bag kulisserne, hvor børnene kan få lov at lege med kunsten og mærke teatret på egen krop.

Her kan fantasien få luft under vingerne og legen være helt fri.

Ballettrin

Der vil være mulighed for at prøve kostumer, træne ballettrin, lytte til forskellige instrumenter fra instrumentgraven og lege sin egen teaterforestilling og meget mere teatersjov.

Og har man brug for lidt hjælp, eller er man fyldt op med spændende spørgsmål, så er Postyrium bemandet i hele åbningstiden med guider, der er klar til at hjælpe.

Frede Stærs Postyrium på hjul kommer til Frederikssund tirsdag den 3. oktober og bliver til og med lørdag den 7. oktober.

De stiller op ved Frederikssund Hallen på Kalvøvej 13.

Der er åbent tirsdag til fredag mellem klokken 9 og 16 og lørdage mellem klokken 10 og 16.

Målgruppen er børn i alderen 4 til 10 år.

I hverdagene mellem klokken 9 og 13 vil skoleklasser, institutioner med flere besøge Postyrium, mens der fra klokken 13 til klokken 16 samt hele lørdagen er åbent for alle nysgerrige.

Andre artikler fra denne uge