FREDERIKSSUND: Undrer du dig over, hvorfor der bores huller i havnepladsen i Frederikssund, spørger kommunen i en pressemeddelelse. Og kommer efterfølgende med svaret:
Som en del af forundersøgelserne til kystbeskyttelsesprojektet ”Frederikssund møder vandet”, bliver der i disse dage lavet geotekniske undersøgelser i projektområdet ved havnen i Frederikssund.
Det skyldes, at meget af Frederikssund midtby er bygget på opfyld oven på fjordbund.
Derfor er det nødvendigt at undersøge, hvad projektområdets underlag indeholder, inden der påbegyndes et anlægsprojekt.
Der skal derfor visse steder bores ned i 25 meters dybde.
Borearbejdet foretages af firmaet DJ Boringer og begyndte tirsdag den 19. september.
Det forventes at vare omkring 14 dage.