Bær og frugter, der kan sankes i efteråret

Bær og frugter, der kan sankes i efteråret
Foto: Pixabay

Bær og frugter hører ikke kun de varme sommermåneder til. Naturen byder lige nu på flere forskellige varianter af bær og frugter.

NATUREN: Efteråret er en forunderlig tid. Naturen er ved at iklæde sig sin efterårsdragt for at byde vinteren velkommen.

Men selvom det bliver koldere at koldere udenfor, er der stadig rig mulighed for at sanke i naturen.

DN, Danmarks Naturfredningsforening har udvalgt fire forskellige bær og en slags frugt, som man kan sanke i det fri i løbet af efteråret.

Slåenbær

Når frosten kommer, så sker der en magisk forvandling med slåenbær.

Spiser man slåenbær, inden det har været udsat for frost, så smager det surt og trækker alt spyttet ud af munden.

Efter det har fået frost (enten naturligt eller i fryseren) bliver det sødere i smagen.

Slåenbær er ikke de bedste spisebær rå. Til gengæld egner slåenbær sig eksempelvis glimrende til saft, syltetøj, gin og snaps.

Man kan finde slåenbær mange steder i landet. Det er en god hegnsplante. Derfor vil man ofte finde den langs marker.

Fun facts om slåen:

Under 2. Verdenskrig blev slåentorne forsøgt brugt som grammofonstifter. De skulle give mindre støj og slid på pladerne. Spørgsmålet er bare, hvor effektivt det var. Det er i hvert fald ikke noget, der stadig praktiseres.

Selve træet på slåenbuske er blevet brugt til at mange forskellige redskaber, eksempelvis økseskafter. Det er nemlig rigtig hårdt træ.

Slåenbær er desuden blevet brugt som lægemiddel. Det siges nemlig, at de både virker mod halsbetændelse, ondt i maven og uren hud.

Tjørnebær

I de varme sommermåneder står hvidtjørnen med sine hvide blomster og lyser op de fleste steder. Der findes nemlig tjørnebukse over hele landet.

Her i efterårsmåneder forvandler de smukke kridhvide blomster sig til flotte dybrøde bær. Både blade, blomster og bær kan spises.

Man kan godt spise tjørnebær rå. De er nemlig ikke giftige. De har dog en del kerner, som er svagt giftige. Det kan derfor godt være lidt besværligt at spise dem rå.

Tjørnebær egner sig til gengæld virkelig godt til at lave saft, syltetøj, gelé eller lignende.

Rønnebær

Rønnetræer vokser, præcis ligesom tjørn, de fleste steder i Danmark.

Man kan kende bærene på, at de ligner små miniature udgiver af æbler.

Man skal ikke spise bærene rå, da de er svagt giftige. De skal enten opvarmes eller nedfryses.

Efter nedfrysning bliver rønnebær søde i smagen. De er rige på både A- og C-vitamin.

De fleste bruger rønnebær som smagsgiver. Rønnebær glimrende i snaps og likør og er en af hovedingredienserne i klassikeren Gammel Dansk.

Rønnebær er desuden også gode i gelé eller marmelade.

Havtorn

Det gule bær har i de seneste par år virkelig vundet indpas i nordisk madkultur. Man kan finde havtorn i chokolade, is og saft.

Havtorn er da også noget af en vitaminbombe. Den indeholder både A-, B-, C-, og E-vitamin.

Man kan finde havtorn ved de fleste strande. Det kan godt være lidt besværligt at plukke havtorn. Der er nemlig rigeligt med torne på grenene.

Bærene kan sagtens spises rå, men de kan også bruges i næsten alt, der kan spises eller drikkes.

Havtorn er både gode i søde ting som marmelade, sirup og is, men går også godt i salater, brød og alkohol som snaps.

Vildæbler

Abild er den vilde form for æbler. Den har vokset herhjemme siden stenalderen. Det er altså godt 7.000 år siden.

De vilde æbler vokser primært i hegn, skovbryn og åbne græssede overdrev.

Træet vokser meget langsomt, og kan blive 200-300 år. Det kræver ret meget lys. Derfor trives det også bedst på åbne marker eller i hegn mellem markerne.

Rå vildæbler er både beske og sure. De smager dog fantastisk i gelé. Samtidig indeholder æblerne meget pektin. Det er det stof, der får gelé til at størkne.

Gelé af vildæble er fantastisk som tilbehør til vildt og kødretter.

Gode råd når du sanker:

• Spis aldrig noget, som du er i tvivl om.

• Pluk kun det, du skal bruge, og som kan være i en bærepose. Der skal være nok til alle og til dyrene.

• Grav ikke rødder op eller skær grene af.

• Der findes flere forskellige giftige bær, svampe og planter i det fri. Pluk kun dem, du er sikker på.

• Brug eventuelt en artsgenkendelsesapp som iNaturalist eller en håndbog til at genkende de bær og frugter, du møder.

Andre artikler fra denne uge