Principperne er på plads

Principperne er på plads
Foto: Steen Westh

Den kommende lokalplan giver mulighed for opførelse af op til 16 boliger i form af rækkehuse på et boligområde ved Østergade i Skuldelev.

SKULDELEV: I december 2022 besluttede byrådet at sælge matr.nr. 10v, Skuldelev By, Skuldelev.

Salget var betinget af, at køber ansøgte om udarbejdelse af ny lokalplan, som sikrer, at området anvendes til tæt-lav eller åben-lav boliger i højst 1½ etager.

Bebyggelsen skal holde en afstand på fem meter til vejskel og overkørsel til området skal ske fra Østergade.

Administrationen har efter grundsalget modtaget ansøgning om en lokalplan for området, som skal muliggøre opførelsen af 16 boliger.

Projektet er i overensstemmelse med de forudsætninger, som kommunen har stillet ved salget, og på det seneste møde i udvalget for Plan og Teknik har udvalgsmedlemmerne godkendt principperne for udarbejdelse af en lokalplan.

I én etage

Matriklen ligger omtrent midt i Skuldelev og omfatter et ubebygget græsareal på cirka 4.600 m2.

Arealet er gennem tiden blevet anvendt som blandt andet cirkusplads.

Ansøger har præsenteret en bebyggelsesplan med 16 tæt-lav boliger i én etage. Hovedparten af boligerne forventes at blive på 90 m2 og med grundstørrelse på 150 m2.

Der etableres et fælles grønt opholdsareal på ca. 218 m2

I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen afholdes et informationsmøde med borgere på sitet i Skuldelev.

Andre artikler fra denne uge