Af Susanne Bettina Jørgensen
Byrådsmedlem (A)
På Omsorg og Ældreudvalgets møde i august godkendte udvalget retningslinje for beboer- og pårørenderåd på vores omsorgscentre.
Det har taget noget tid at når hertil, og nu er de nye råd omsider en realitet.
Jeg vil gerne takke for de indkomne høringssvar, som har været værdifulde i beslutningsprocessen.
Desværre var vi i udvalget ikke enige om, hvorvidt det respektive omsorgscenters seniorrådsrepræsentant skulle være født medlem eller ej.
Det, synes jeg er rigtig ærgerligt, da jeg mener, at seniorrådet netop har en vigtig rolle i forhold til at være den gode kobling mellem de ældre og os som politikere.
Udvalget og seniorrådet har nemlig to årlige dialogmøder om relevante temaer, ligesom vi har dialogmøde i forbindelse med budgetprocessen.
Disse møder er med til at sikre, at vi sammen har fokus på behov og forventninger til ældreområdet i Frederikssund kommune.
Det vil nu være sådan, at det enkelte beboer- og pårørenderåd selv skal tage stilling til, om de vil invitere omsorgscentrets seniorrådsrepræsentant med til møderne eller ej.
Det, håber jeg rigtig meget, de vil gøre.
Det er vigtigt for mig at sige, at de nye råd ikke er et forsøg på at skabe mere ”styring”, men det er et forsøg på at sikre og fastholde god involvering af beboere og pårørende i livet på omsorgscentrene.
Udvalget har bedt om at få en evaluering på, hvordan det er gået med beboer- og pårørenderådene om et år. Denne evaluering skal også indeholde, hvordan rådene er sammensat.
På baggrund af evalueringen vil udvalget tilrette retningslinjerne, såfremt det viser sig relevant.
God ”arbejdslyst” i de nye råd – jeg glæder mig til at følge udviklingen og til det fortsatte samarbejde.