På Rye kirkegård nordvest for kirken står noget, som man kunne kalde et mindesmærke over en forbrydelse.
Ejby-mordene, som var rovmord begået af nogle af de berygtede Venslev-karle, skrev sig ind i kriminalhistorien, fordi den assessor, Peter Munthe Brun, der blev udnævnt til undersøgelsesdommer, senere offentliggjorde sine forhør i sagen som en vejledning for unge jurister, kan man læse på kirkens hjemmeside.
Et brutalt mord
I 181 år har det skiltet mindet befolkningen i Hornsherred om det brutale trippelmord på en lille familie:
I 1842 bliver en familie fra Ejby på Midtsjælland brutalt myrdet. Pilen pegede på den berygtede bande: Venslev-røverne.
I DR-podcasten ”Forbrydelsens anatomi” optrevler bysbarnet fra Venslev, Søren Møgelvang Nielsen og journalist, Sara Røjkjær Knudsen den virkelige historie bag mordene.
Hvem slog familien ihjel? Og hvilken kurs sendte den forfærdelige forbrydelse det danske retssystem på?
Historien begynder en kold januar morgen i 1842. Her finder man husmandsejer Niels Jørgensen liggende i grøftekanten i Ejby Ådal med hovedet slået til plukfisk. Tilbage i huset ligger hans kone Marie og 12-årige søn Jørgen i en blodpøl.
Mordet viser sig at være kulminationen på den lovløshed, som en gruppe – kaldet Venslev-røverne – havde praktiseret gennem længere tid.
Kongen vil have ryddet op og sætter landets skarpeste efterforsker på sagen: Jurist og forhørsdommer Peter Munthe Brun.
Han skal lede en kommissionsdomstol og finde frem til de eller dem, der myrdede den lille familie.
Munthe Brun var kendt for, at han altid fik sin mand, koste hvad det ville.
Podcasten
Podcasten fortælles af Søren Møgelvang Nielsen, der har optrevlet hele mordsagen på Rigsarkivet.
Gennem flere år brugte han aftner og weekender på at transskribere gotisk håndskrift i gamle protokolbøger og langsomt samle billedet af, hvem der myrdede familien og hvorfor.
Journalist Sara Røjkjær Knudsen er vært og medfortæller i podcasten. Sammen undersøger de, hvad vi kan lære, historisk, af den forfærdelige forbrydelse.
Søren Møgelvang Nielsen og Sara Røjkjær Knudsen går ind i forbrydelsens anatomi og søger svar på, hvad der i 1840’ernes Danmark pressede et menneske så langt ud, at man var villig til at slå en forsvarsløs familie ihjel.