Torsdag den 29. juni var borgmester Tina Tving Stauning på virksomhedsbesøg hos Handi Life Sport, der hører til ude på den idylliske og smukke Blakkemøllegård mellem Venslev og Vejleby.
VENSLEV: Handi Life Sport producerer og sælger sportsudstyr til handicappede samt udsatte borgere og er blandt andet leverandør til de Paralympiske Lege.
Virksomheden er en eksportvirksomhed, der sælger udstyr til hele verden med Japan som deres største marked.
Virksomheden arbejder for at skabe værdighed for borgeren gennem produkter, der giver mulighed for bevægelse gennem sport. Sport skaber samtidig sociale relationer, som er vigtige for trivslen og dermed velfærden.
Til virksomhedsbesøget faldt snakken på samarbejdet med erhvervshusene og kommunen samt kommunikation.
– Jeg er benovet over, at vi har så stærke virksomheder i Frederikssund Kommune. Det er givende at se, hvordan virksomheden drives med stor succes i et nichepræget marked – til fordel for borgere med særlige behov lokalt såvel som globalt.
– Et besøg som dette giver godt indblik i virksomhedernes dagligdag, så vi som kommune hele tiden kan blive klogere på deres behov, udtaler borgmester Tina Tving Stauning.