Af Frida Vestergaard
Hammer Bakke 16, Skibby
Det er glædeligt, at der er afsat midler til trafiksikring på Hammer Bakke – vi håber, vi får glæde af det i år, da det sidste år ikke blev til noget.
Administrationen har anbefalet trafiksikring med kombination af nedsat hastighed, 2-1 vej og bump i kombination med 40km/t på særligt farlige strækninger.
Men udvalget har afvist løsningen med bump og 40km/t og i stedet valgt 50km/t på hele strækningen.
2 minus 1 vejen kommer altså til at hjælpe de bløde trafikanter på strækningerne med oversigt, mens de farlige strækninger uden oversigt, fortsat vil være ekstremt farlige.
Og det er ellers netop på disse strækninger, hvor bløde trafikanter risikerer at blive fanget af færgetræk, og hvor de ikke kan komme væk fra vejen pga. stejle skrænter/bevoksning og lign.
Lodsejerne langs Hammer bakke har tilmed været involveret og givet tilsagn om afgivelse af jord til trampesti, og det ville virkelig sikre trafikanterne og samle Fjordstierne. Men hvor blev den plan af?
Samtidig, som vi venter på en lovet trafiksikring af vejen, kan vi nu se, hvordan havnen udvider, så trafikmængden fra Orø kan øges til det dobbelte.
Det er en smule svært at være tålmodig.