SKIBBY: Slagtermester Jens Nielsen hos MENY i Skibby praler gerne af sin lærling, der netop er blevet færdiguddannet slagter – eller rettere sagt – gourmetslagter. For det hedder uddannelsen i dag, hvor man kommer godt omkring i faget.
For fire år siden mødte en 17-årig ung Tjalfe Erlandsen op hos slagtermester Jens Nielsen og den daværende chef for MENY i Skibby.
Tjalfe var netop blevet færdig med 10. klasse og havde været på ”brobygning” i Roskilde – et sted hvor man får lov til at prøve lidt af hvert, før man tager stilling til, hvilken retning man vi gå. Tjalfe nåede ikke længere end til slagteriskolen. Her blev han så inspirereret for faget, at han gik i gang med at finde en læreplads.
– Det har altid været min hobby at lave mad. Min far er kok, og jeg er flasket op med god mad, så han foreslog, at jeg skulle tage en snak med det lokale supermarked, som har en stor slagterafdeling, fortæller den nyudklækkede gourmetslagter.
– Det gjorde jeg så. Og da både Jens og købmand Poul Cullura sagde ja, så var jeg klar til mesterlære.
– Jeg fik masser af opgaver – nogle mere sjove end andre. Tjalfe Erlandsen fortæller om en dag, hvor han havde været i byen dagen før og var lidt træt i koderne.
– Desværre var der ingen kære mor; der skulle renses makreller og indmad. Og ja, der findes helt sikkert noget der er sjovere.
– Til gengæld fik jeg lov til at lære af mester selv og så, hvordan man udnytter udskæringerne, så intet går til spilde.
– Alt kan i princippet bruges. Til forskel fra blandt andet USA, hvor man ofte skærer ud til store stege, så har vi i Danmark 28 forskellige måde at skære kød i tern, forklarer han.
– Nu er jeg endelig færdig og glæder mig til at betjene kunder med bowlerhat og en hurtig bemærkning, siger Tjalfe.