FREDERIKSSUND KOMMUNE: Økonomiudvalget drøfter i denne uge mulighederne for at drifte færgen Columbus med eget mandskab, mulighederne for at øge billetprisen for at skabe balance i forhold til omkostningerne til færgedrift samt alternative muligheder for sejlads i forhold til den nuværende færge.
Frederikssund Kommune driver færgeoverfarten Kulhuse – Sølager med færgen Columbus, der fyldte 75 år i september 2022. Kommunen er registeret internationalt som ”skibsreder”.
Færgen sejler for nuværende kun seks måneder om året fra 1. april til 30. september. Derfor er det svært at få en fornuftig forretning ud af at drive færgen.
Nej til tilskud
Byrådet har – på baggrund af tekniske analyser af færgens nuværende tilstand og betydelige behov for reparation – drøftet, hvorvidt færgen skal udskiftes.
I forbindelse med ansøgninger til Grøn Transportpulje blev det på baggrund af foranalyseprojekt med henblik på reduktion af færgens CO2-udledning besluttet, at der skulle søges om tilskud til en ny eldrevet færge, der både kan sejle med passagerer, biler og lastbiler.
Desværre har Frederikssund Kommune fået afslag på begge ansøgningsrunder til transportpuljen med den begrundelse, at reduktion af CO2 ved ny eldrevet færge ikke står mål med investeringen.
Meromkostningerne til reparationer har i 2022 udgjort 2,4 millioner kroner, hvor til der er givet en tillægsbevilling på millioner kroner. Derudover er der fra budget 2023 afsat yderligere 750.000 kroner årligt til fremtidige reparationer m.v.
Ny færge
Administrationen er senest blevet bedt om at undersøge, hvilke omkostninger der vil være ved at lånefinansiere en ny færge, samt hvad billetprisen vil skulle være, såfremt færgesejladsen skal balancere m.v.
Prisen på en ny færge med tilhørende færgeanlæg mm. forventedes at være cirka 88,8 millioner kroner inkl. moms. Under forudsætning af, at færgen leveres i 2028 efter projektering i 2024, udbud i 2025 og produktionsstart 2026. Der er alene afsat midler i overslagsårene 2027 og frem.
Økonomi
Det private selskab Kulhusefærgen ApS, som har en kontrakt med Frederikssund Kommune frem til udgangen af 2024, driver en selvstændig forretning.
Regnskabet for perioden 2016 – 2020 udviser et årligt mindre overskud på gennemsnitligt 129.000 kroner.
Gennemsnitligt resultat fra 2016 – 2019 udgør 129.051 kr. (årene uden gratis sejlads)
Kommunen har for år 2022 måttet betale Kulhusfærgen ApS en ekstraordinær kompensation for manglende omsætning pga. driftsstop i foråret 2022 på 780.000 kroner og 75.000 kroner på grund af, at færgen ikke længere kan medtage tung transport.
Fra år 2023 og frem til færgens ophør skal kommunen stadig forvente at betale kompensation til Kulhusfærgen ApS mht. manglende tung transport.
Halsnæs Kommune
Der har været et borgmestermøde mellem Frederikssund Kommune og Halsnæs Kommune, hvor forskellige udfordringer og muligheder i forbindelse med overfarten blev drøftet.
Som opfølgning på dette er der udarbejdet et udkast til brev til Halsnæs Kommune med henblik på genoptagelse af en forholdsmæssig deling af omkostningerne til overfarten.
Det er op til økonomiudvalget at beslutte, hvorvidt brevet skal sendes.
Arkivfoto: Steen Westh