FREDERIKSSUND KOMMUNE: Den kommunale administration forventer et merforbrug på specialundervisningsområdet på mellem 10 og 15 millioner kroner i 2023.
Prognosen for merforbruget er baseret på en forudsætning om, at alle børn, der får specialundervisning i skoleåret 2022/2023, også skal have specialundervisning i skoleåret 2023/2024.
Hertil skal lægges en prog-
nose for børn, der starter i skole i sommeren 2023 samt oprettelse af flere tilbud.
Det skal bemærkes, at den forventede budgetoverskridelse er på trods af, at området i budgetaftalen for 2023 blev tilført fem millioner kroner.
Desuden er visiteringerne for skoleåret 2023/2024 endnu ikke afsluttet, og merforbruget kan stige yderligere, hvis stigningen i antal elever visiteret til specialundervisning fortsætter.
Flere visiteres
Årsagen til, at det forventede merforbrug allerede er væsentligt større end håndteret i budgetaftalen for 2023, er for det første, at de fem millioner kroner allerede i efteråret var et forsigtigt skøn over budgetudfordringen
For det andet er udgiften steget yderligere grundet stigningen i antal børn, der visiteres til specialundervisning.
Budget 2023 til specialundervisning er på 130,7 millioner kroner.
En budgetoverskridelse på 10 til 15 millioner kroner vil svare til en budgetoverskridelse på 8 til 12 procent af budgettet.
Udvalget for Skole, klub og SFO havde sagen på dagsordenen i sidste uge.
Administrationen havde på forhånd oplistet tre scenarier for at imødegå det forventede merforbrug og sikre budgetoverholdelse på specialundervisningsbudgettet i 2023.
Sagen blev udsat, da udvalget ønskede andre muligheder beskrevet.