JÆGERSPRIS: I modsætning til mange idræts- og motionsklubber, der kæmper med faldende medlemstal, oplever Hjerteforeningens Motionsklub i Jægerspris for andet år i træk en stigende tilslutning.
Det netop opgjorte medlemstal, som er indberettet til Danmarks Idræts Forbund og til Frederikssund Kommune, viser en fremgang fra 451 medlemmer i 2021 til 456 medlemmer i 2022.
– Hemmeligheden bag fastholdelsen af tilslutningen er ganske enkelt, at motionsklubben holder fast i sine sine motionsformer på de samme dage og tidspunkter, hele året rundt.
– Firkantet sagt, må deltagerne indrette sig efter tidspunkterne for klubbens fællestræning i løb, gang, cykling og fitness, fortæller formand Ole Munch.
– Det står i en skærende kontrast til erfaringerne med, at især motionsløbere i højere grad end tidligere vil træne individuelt og især på selvvalgte tidspunkter, for at kunne indpasse træningen i en hektisk hverdag.
– Men det kan altså lade sig gøre at gå imod denudvikling. Dels ved at henlægge træningen til weekenden og i forlængelse af arbejdsdagen. Og så kræver det naturligvis, at motionsklubbens trænere hver gang skal præstere en høj kvalitet i tilbuddene.
– Dette opbygger også det fællesskab under aktiviteterne, som mange især under Corona-restriktionerne har savnet, fortæller Ole Munch.
Hjerteforeningen
Hjerteforeningens Motionsklub disponerer ikke selv over sine kontingentindtægter, som går ubeskåret til Hjerteforeningen i Danmark.
– Fra kommunen modtager klubben årligt blot et beskedent tilskud.
Derfor må motionsklubben i Jægerspris selv skabe alle sine indtægter, primært ved afvikling af Grevinde Dannerløbet, som søndag den 26. marts afvikles for 27. gang.
Her står 105 frivillige hjælpere klar til at guide de forhåbentlig stadigvæk mange deltagere ud på ½ maraton, 10 km og 5,6 km ruterne eller børneløbet på to km.
Udgangspunktet er som altid den Rejsestalden, som er den ideelle ramme for Hornsherreds største endags-begivenhed.