Bedrageri, brand og narkokørsel

Bedrageri, brand og narkokørsel

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Fra politiets døgnrapporter i den forgangne uge kan man blandt andet læse:

Narkobilist med barn som passager, Hornsherredvej:

En 33-årig kvinde fra Lejre kommune blev stoppet rutinemæssigt i en bil på Hornsherredvej i Lyndby. Bilisten blev testet med narkometeret, som viste positiv for hash, så hun blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse.

Med som passager i bilen var en seks-årig pige, så politiet underrettede de sociale myndigheder om sagen af hensyn til pigens trivsel.

Den 33-årige blev løsladt efter blodprøveudtagelsen, men kan forvente at høre mere i sagen senere.

Kørte i påvirket tilstand, Jægerspris:

En 25-årig mand fra Skibby er tirsdag klokken 21.45 blevet sigtet og anhold for at føre et køretøj i påvirket tilstand på Lyngerupvej.

Manden blev kørt på hospitalet for at få udtaget en blodprøve, så den præcise påvirkningsgrad kan fastlægges.

Kørte bil uden førerret, Frederikssund:

En 56-årig mand fra Jægerspris blev sigtet for at køre varebil på J.F.Willumsens Vej i Frederikssund uden at have kørekort.

Bedrageri, Frederikssund:

Torsdag fik politiet en anmeldelse fra en 81-årig kvinde fra Mølleengen, som oplyste, at hun var blevet ringet op af en person, der udgav sig for at være fra Nordea.

Hun blev omstillet til politiet, der skulle bruge nogle oplysninger for at flytte og sikre hendes penge i banken.

Forurettede konstaterede efterfølgende, at der var hævet 64.000 kroner og efterfølgende 50.000 kroner.

Brand i vildmarks-spa, Jægerspris

I weekenden opstod der brand i en vildmarksspa på Fælledvej i Jægerspris. Branden havde spredt sig til terrassen. En patrulje og en nabo forsøgte at slukke branden ved hjælp af brandslukker og vand fra vandslange indtil brandvæsnet kom og overtog slukningen af branden. Kl. 10.23 meldes branden slukket.

Andre artikler fra denne uge